Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ikonisk Aalborg-hotel giver tilbage: Hele overskuddet går ubeskåret til velgørenhed

Af Emil Kjær Jørgensen

I januar kunne vi her på MigogAalborg fortælle nyheden om, at et af byens ældste og mest besøgte hoteller skifter navn.

Hotel Aalborg bliver fremover til KOMPAS Hotel Aalborg.

Selvom hotellet nu bliver et af byens mest moderne hoteller, har man ikke tænkt sig at glemme de værdier, der alle dage har kendetegnet det tidligere sømandshjem.

Hver en krone af overskuddet går nemlig ubeskåret til KOMPAS Hotels sociale arbejde, som har fået navnet KOMPASsion, som på engelsk staves compassion. Og direkte oversat: barmhjertighed og omsorg.

Moderne non-profit hotel med kristne værdier

Alle gæster på hotellet er dermed med til at støtte socialt velfærdsarbejde for søfolk og andre i det maritime miljø.

“Vi bygger hotellet på fire kristne værdier: nærvær, omsorg, hjertevarme og ligeværdighed – og det er også på disse værdier, vi modtager gæsten,” fortæller hoteldirektør Bo Kikkenborg.

De kristne værdier bruges som kompas for den daglige drift.

”Det ændrer sig ikke på trods af, at vi nu får nogle helt nye moderne rammer.

Vi skal omfavne vores stolte historie og bringe den med ind i nutiden, og vi skal tage os godt og hjerteligt af vores medmennesker. Om det så er hotelgæster eller de tilrejsende søfolk i Aalborg Havn,” forklarer Bo.

Og netop de tilrejsende søfolk i Aalborg har stadig en stor plads i KOMPAS Hotels daglige arbejde.

Juleaften for søfolkene

Dette sociale arbejde kommer blandt andet søfolk til gode her i juletiden.

For selvom de fleste har kunnet nyde juleaften med familien, er der altid mennesker, som ikke kan holde jul med dem, de holder af.

Det gør man noget ved på KOMPAS Hotel.

”Sidste år holdt vi juleaften for cirka 15 udenlandske søfolk, og de fik både smagt flæskesteg, and og brunede kartofler.

Risalamanden var de noget skeptiske over i starten, men da de først havde fået smag for den, var skålen hurtigt tom,” fortæller Bo med et smil.

I år har man endnu engang fejret jul for de udenlandske søfolk, der ikke kunne nå hjem til familien.

Ikonisk Aalborg-hotel giver tilbage: Hele overskuddet går ubeskåret til velgørenhed
Juleaften på KOMPAS Hotel 2018

”Det er virkelig en oplevelse at møde forskellige nationaliteter og høre om, hvordan de normalt holder jul.

Derudover kan de også opleve nogle af de danske traditioner. Eksempelvis er der ikke mange, der er vant til at synge og danse om et træ,” siger Bo.

Over 300 julegaver uddelt på Aalborg Havn

Udover en hyggelig juleaften på KOMPAS Hotel kan søfolkene i Aalborg Havn også tage hjertevarmen videre med sig ud på verdenshavene.

I over 100 år har det nemlig været tradition, at man har uddelt hjemmestrikkede julegaver ud til søfolk i Aalborg Havn.

Gaverne har traditionelt set bestået af hjemmestrikkede sokker og huer, som i løbet af året strikkes af frivillige sømandsfruer og -enker i en række sømandskredse rundt om i landet.

Efter 10 års pause fra denne tradition har Seaman Aalborg og KOMPAS Hotel i 2018 igen indført, at strikkelystne kan mødes om et godt formål, hvor der samtidig er fokus på hygge og – selvfølgelig – en god kop kaffe.

Det er helt gratis at være med, og KOMPAS Hotel stiller garnet til rådighed.

”Jeg kan forsikre, at søfolkene ikke bliver skuffede over bløde pakker. Det er meget eftertragtet at få et par bløde, hjemmestrikkede sokker på, når man eksempelvis sejler rundt midt ude i Nordsøen,” forklarer Bo.

I år er det lykkes Strikkeklubben at strikke intet mindre end 300 bløde pakker, som er blevet uddelt til de søfolk, som kommer til Aalborg.

Ikonisk Aalborg-hotel giver tilbage: Hele overskuddet går ubeskåret til velgørenhed
De 300 pakker er klar til at blive uddelt

Det sociale arbejde gælder hele året rundt

Det er ikke kun omkring juletid, at KOMPAS Hotel har stort fokus på velfærdsarbejde. Det er faktisk en integreret del af hoteldriften.

Velfærdsorganisationen Seaman Aalborg blev i 2013 oprettet af Aalborg Havn, Sea Health & Welfare og KOMPAS Hotel Aalborg.

”Det er vigtigt for os at holde fast i vores maritime arv som tidligere sømandshjem. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at Seaman Aalborgs velfærdsmedarbejder dagligt besøger de skibe, der ankommer til Aalborg Havn,” forklarer Bo.

Der kommer årligt omkring 1800 skibe til Aalborg Havn med i gennemsnit 10 mand ombord.

Velfærdsarbejdet i Aalborg Havn består blandt andet i uddeling af aviser, hvor Seaman Aalborg kan udskrive 2.100 internationale aviser på 102 forskellige sprog.

Derudover giver man adgang til eksempelvis telefoni og internet, så søfolkene kan komme i kontakt med familien.

De fleste moderne skibe har også et lille bibliotek ombord. Seaman Aalborg skifter løbende bøgerne ud, så søfolkene altid har frisk læsestof til de mange timer på vandet.

”Søfolkene kan også få kørsel til hotellet, hvis de trænger til et afbræk fra livet på skibet. Derfra kan de gå en tur ned i byen, eller blot blive på hotellet og eksempelvis gå i sauna eller spille lidt billard,” fortæller Bo.

Det er ret unikt, at alle skibe kan få besøg af en velfærdsmedarbejder, og det er noget, som søfolkene sætter meget stor pris på.

”Livet på et skib kan jo være barskt, familien er mange kilometer væk, og man er ofte væk i flere måneder. De værdsætter, at der er nogen, der interesserer sig for dem, og hjælper dem i hverdagen,” afslutter Bo.

Du kan læse mere om KOMPAS Hotel Aalborgs velfærdsarbejde her.

Ikonisk Aalborg-hotel giver tilbage: Hele overskuddet går ubeskåret til velgørenhed
Sådan ser de nye værelser på KOMPAS Hotel ud

I februar 2019 står det moderne KOMPAS Hotel Aalborg endeligt klar.

Del artikel

Andre læser også