Aalborg hittede på London-messe: Derfor kommer der flere turister i 2017

Af Kathrine Larsen
Vi er lykkelige i Aalborg. Det har vi papir på.
Aalborg er af Europa Kommissionen blevet kåret som Europas lykkeligste by ifølge en undersøgelse, der blev offentliggjort tidligere på året. På andenpladsen lå København placeret.
Det er noget, der er blevet lagt mærke til i hele verden. Alt peger også i retning af, at interessen for “den glade by” veksles til endnu flere turister i Aalborg i det kommende år.
Cathrine Billund Kallehauge, som er Ferieturismechef hos VisitAalborg, har bestemt også lagt mærke til den stigende interesse for Aalborg.
Sammen med VisitAalborg deltog hun for nylig i World Travel Market i London, som er en af rejsebranchen største messer.
Der deltager ingen forbrugere; det er udelukkende business to business, der er fokus på, hvilket betyder at organisationer som VisitAalborg er i stand til at lave aftaler og skabe kontakter med andre organisationer og virksomheder i hele verden.

På trods af at messen blev besøgt af virksomheder og organisationer fra hele verden, blev VisitDenmarks stand, som VisitAalborg var en del af, populært besøgt.
”Et er når man står på messen og har nogle aftaler og får talt med de mennesker, man gerne vil have fat i. Men så kommer der også mange andre hen: Jeg kommer fra Kuwait, og vi har mange som er vilde med Skandinavien. Vi vil gerne kunne tilbyde noget mere på Skandinavien.
Så kommer der lige pludselig en fra Kina, Abu Dhabi eller Florida. Så på den måde er det ikke kun det engelske marked, når man er på World Travel Market. Det er egentlig meget bredere”, fortæller Cathrine Billund Kallehauge om de forskellige besøg deres stand fik.
Det der især tiltrak de mange forskellige lande var som sagt den danske ”happiness”. Ord som ”hygge” er ofte ord, der bliver brugt til at beskrive den danske kultur.
Også den lille Lykketrold fra Gjøl var med på messen. Den var yderligere med til at trække nysgerrige folk til, der kunne genkende trolden fra den nye Dreamworks-film ”Trolls”.
Lige nu har Aalborg en helt unik position i rejsebranchen, da folk er meget interesseret i at opleve den danske kultur.
”Som mindre by kan vi ligge os i slipstrømmen af, at folk har oplevet København og gerne vil opleve de mindre byer. Det med at vi er en ny destination i Danmark, betyder, at der er mange, der endnu ikke har kendskab til byen, og at vi derfor kan tilføje noget nyt til rejsebranchen”, forklarer Cathrine.
Der er faktisk et navn for lige præcis det tema. Det hedder ”Second Cities” og handler om byer, som ikke er hovedstæder, der blomstrer op og har fuldt tryk på udviklingen af nye virksomheder, den finansielle sektor, uddannelsesmuligheder, infrastrukturen, kulturlivet og ikke mindst turisme-aspektet i det hele.
Aalborg har de sidste år gennemgået en spændende udvikling, der har resulteret i, at byen er blevet mere attraktiv for verdens befolkning. Med den enorme interesse for eksempelvis Aalborg ved London-messen, så burde det udløse endnu flere turister i løbet af 2017.
Antallet af udenlandske studerende i Aalborg øges også konstant. Sidste år modtog Aalborg Universitet 3440 internationale studerende. Tallet har været støt stigende de sidste par år.
Men det kan også ses på bylivet.
Bare inden for de sidste par måneder er der kommet så mange nye spisesteder til, at det har været svært at følge med. Det har både været fine dining men også take away steder.

Den gastronomiske scene er også blevet fulgt af musikscenen, hvor spillesteder som Musikkens Hus, Skråen og Aalborg Kongres & Kultur Center har været gode til at trække store internationale navne til byen.
Læs også: Rekord i Aalborg: Her er ALLE byens nye spisesteder i 2016
Også Aalborgs arkitektur følger godt med, og ligeså gør den komplet transformerede havnefronten.
”Det er et mix af kultur, restaurantliv, museer, shopping-muligheder og arkitekturen, der tiltrækker. Aalborg byder på den gode stemning og en pause fra hverdagen”, forklarer Cathrine Kallehauge.
Størrelsen på Aalborg spiller også ind.
”I Aalborg har vi det hele inde for gå-afstand. Man kan nå at se det hele, når man kommer her som turist, og det er nemt at komme rundt”, fortsætter Cathrine.

Men der er visse udfordringer, byen oplever i forhold til at tiltrække flere turister.
”Det er nødvendigt, vi kigger på vores hoteller. Vi skal se på, hvad vi har, og hvad vi i fremtiden kan få brug for.
Vi kan se, at vandrehjem i København er mere åbne og trendy, og der er plads til fællesskab, og det er noget, vi kan blive bedre til. Vi er i gang med at lave en hotelstrategi, hvor vi kigger på, hvilke produkter der er, så Aalborg kan blive ved med at være interessant”, fortæller Ferieturismechefen.
Men der er også andre udfordringer, der spiller ind.
Vi kan ikke ignorere, at byer som København og Aarhus har visse fordele. Begge byer har flere indbyggere, hvilket betyder at der bare sker mere, og at der er flere spændende tilbud til folket. Så hvordan skal Aalborg kunne konkurrere med det?
”Vi skal blive ved med at slå på de ting, vi er gode til og fortsætte med at videreudvikle byen i vores eget tempo. På den måde skal Aalborg nok blive attraktiv som en second city”, slutter Cathrine Kallehauge af.

Vi kan kun håbe, den udvikling Aalborg har gennemgået de sidste år fra en industriby til en blomstrende handelsby med et livligt byliv og Europas gladeste befolkning vil fortsætte og vil tiltrække endnu flere turister.
Udvidelsen af Aalborg Lufthavn og den kommende togstrækning fra lufthavnen til byen er bestemt et forsøg på at gøre byen mere tilgængelig for resten af verden.
Fik du læst?
Netto-Akari er kult i Aalborg: Hans bror er kendt fodboldstjerne
