Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ovenpå sygemelding: Aalborg Håndbold melder nyt ud om Mikkel Hansen

Af Aske Bisgaard Pedersen
Foto: Aalborg Håndbold
Foto: Aalborg Håndbold

Det har været et stort tab for Aalborg Håndbold, der i flere måneder har måttet undvære en af Danmarks og verdens bedste håndboldspillere.

Nu er der dog nyt om Mikkel Hansen, der siden februar måned har været sygemeldt med stress-symptomer.

Et comeback til håndbolden er nemlig på vej. Det skriver Aalborg Håndbold i en pressemeddelelse.

Begynder genoptræning

Det ligger fast, at Mikkel Hansen ikke kommer i kamp igen for Aalborg Håndbold i denne sæson.

Efter konsultation med de faglige eksperter som Mikkel Hansen har benyttet gennem de seneste måneder, er det blevet besluttet, at Mikkel stille og rolig påbegynder sin genoptræning individuelt og sammen med sine holdkammerater i den kommende periode.

Det er essentielt for Mikkel, at det bliver en gradvis tilbagevenden og optrapning af træningen, men det dufter dog ikke af spilletid foreløbig:

”Jeg har været gennem en hård mental periode, hvor jeg heldigvis har haft en fantastisk opbakning fra min familie, venner, faglige eksperter og arbejdsgiver.

Nu er jeg et sted, hvor jeg igen har energi og overskud til at kunne fokusere på at komme tilbage til den sport, som jeg elsker,” udtaler Mikkel Hansen.

Comeback er endnu ukendt

Hos Aalborg Håndbold er der heller ikke noget konkret nyt i forhold til, hvornår aalborgensiske håndboldfans igen kan få Mikkel Hansen at se på banen i Gigantium:

”Med den positive udvikling i Mikkels helbred håber vi, at han vil være klar til at deltage i træningen med resten af spillertruppen, når vi starter forberedelserne til den nye sæson i slutningen af juli måned.

Dog kan vi på nuværende tidspunkt ikke være konkrete i forhold til hvornår han kan gøre comeback i kamp”, udtaler Aalborg Håndbolds direktør, Jan Larsen.

Der er i øjeblikket ikke yderligere information om Mikkel Hansens situation, og Mikkel Hansen og familien beder om ro.

Mikkel Hansen er foreløbig noteret for 30 kampe og 169 scoringer i Aalborg Håndbold.

Del artikel