Tæt på mere guld: Aalborg Håndbold klar til DM-finalen igen

Aalborg Håndbold er endnu en gang klar til DM-finalen.
De forsvarende mestre sikrede sig finalepladsen efter endnu en sejr over Mors-Thy Håndbold i den anden semifinale med cifrene 37-35.
Men det blev langt fra nogen nem opgave i lørdagens returkamp på Mors.
Onsdag aften havde aalborgenserne ellers sendt et klart signal med en storsejr på hele 40-21 i den første semifinale, hvor der var flere klasser til forskel på de to hold.
Derfor gik Aalborg Håndbold også ind til lørdagens opgør som store favoritter, selvom en udsolgt Sparekassen Thy Arena skabte en intens kulisse for hjemmeholdet.
Og Mors-Thy gav favoritterne kamp til stregen.
Var bagud med to mål i anden halvleg
Tidligt i anden halvleg var Aalborg faktisk bagud med to mål, da Victor Norlyk gjorde det til 22-20 på straffekast, mens gæsterne fortsat havde svært ved at få fat defensivt.
Samtidig kæmpede Aalborgs målmænd med at finde rytmen.
Men som kampen skred frem, fik Niklas Landin sat flere vigtige redninger ind og blev en afgørende faktor i opgøret.
Den rutinerede målmand leverede blandt andet en vigtig redning på et presset forsøg fra Nichlas Hald, og langsomt fik Aalborg overtaget tilbage.
Kampen bølgede frem og tilbage gennem store dele af opgøret helt frem til slutfasen, hvor der fire minutter før tid stod 32-33.
Men i slutfasen trak Aalborg Håndbold fra og sikrede endnu en sejr – og dermed også en plads i DM-finalen.
Nu er aalborgenserne dermed ét skridt tættere på endnu et dansk mesterskab.
For syvende år i træk skal Aalborg Håndbold spille DM-finale.
Vi afventer programmet for DM-finalerne, hvor mindst en kamp i hvert fald skal spilles her i Sparekassen Danmark Arena.
Den første spilles næste søndag, men det er endnu uklart, om modstanderen bliver Skanderborg AGF eller GOG.