Vær opmærksom: Aalborg Halvmarathon påvirker trafikken i dag
De to store motionsløb Aalborg Halvmarathon og WALKin Nordjylland løber af stablen i dag, lørdag den 13. maj.
Hvis du er en af dem, der ikke selv deltager, men enten ønsker at opleve de mange glade motionister, eller gerne vil køre gennem byen så ubesværet som muligt, har vi samlet den relevante information for dig her.
Trafikken
Aalborg Halvmarathon og WALKin Nordjylland præger bybilledet i Aalborg lørdag aften på flere måder.
Der vil være en masse glade løbere i byen, og når omkring 6.000 nordjyder deltager i både Aalborg Halvmarathon og WALKin Nordjylland, vil det naturligvis kunne mærkes – blandt andet på trafikken.
Først og fremmest skal man være opmærksom på at trafikken gennem Limfjordstunnelen er påvirket fra klokken 17.00, hvor trafikken ledes over i det østlige rør.
Det er dog vigtigt at understrege, at både Limfjordsbroen og Limfjordstunnelen er åbne hele dagen igennem.
Herudover er der enkelte steder i Aalborg, hvor man skal være ekstra opmærksom på trafik – og det er en generel opfordring at køre i god tid, hvis ikke man har mulighed for at lade bilen stå.
De vigtigste steder at kende til ændringerne er:
- Frakørsel 23 Kridtsvinget spærres, mens trafik mod syd med ærinde i Aalborg vil blive henvist til frakørsel 24 Øster Uttrup Vej, hvor den ledes ad Øster Uttrup Vej og Øster Sundby Vej frem til Østre Allé.
- Nyhavnsgade mellem ”Ved stranden” og Rendsburggade (foran Aalborg slot) er afspærret for al trafik i tidsrummet 10.00 til 00.00.
- I P-huset i Friis og Salling er der udkørsel fra hele dagen og indkørsel er ikke mulig mellem klokken 18.00 og 19.00 pga. eventstart. I forhold til p-huset ved Musikkens hus, er der spærret for ind- og udkørsel i tidsrummet 18.00 – 19.00.
- Kong Christians Alle er afspærret for al trafik i tidsrummet 17.00 til 21.30.
- Peder Skrams Gade er spærret i østlig retning fra Ryesgade i tidsrummet 17.00 – 21.30.
- Strandvejen mellem Dannebrogsgade og Limfjordsbroen er påvirket. Vi anbefaler man finder alternativ vej i tidsrummet 17.00 – 21.30
- Søndre Skovvej og Faunavej er spærret for trafik i tidsrummet 17.30 til 21.30.
- Man kan uhindret køre mellem Vestbyen/Hasseris og centrum via Vestre Allé/Stolpedalsvej hele dagen.
På www.aalborghalvmarathon.dk findes et interaktivt kort med alle punkter, der berøres – og i hvilke tidsrum der er afspærret.
Har man lyst til at opleve motionsfesten i Aalborg, er der rig mulighed for at komme ned og deltage i festlighederne.
Der er underholdning flere steder på ruterne og havnefronten kommer til at syde af aktivitet, når de mange tusinde aktive kommer i mål.
Både Aalborg Halvmarathon og WALKin Nordjylland starter klokken 18.30 fra Slotspladsen ved havnen i Aalborg.