Løb gennem Limfjordstunnellen: Aalborg Halvmarathon afslører næste års dato
Det er efterhånden en tradition at foråret byder på muligheden for at løbe en tur gennem Limfjordstunnelen til Aalborg Halvmarathon, og i 2024 er vender løbet heldigvis tilbage.
Søndag den 2. juni 2024 bliver det endnu en gang tid til at snøre skoene til enten Aalborg Halvmarathon eller WALKin Nordjylland Aalborg.
Alle skal være med
Hele Nordjyllands store motionsevents er tilbage med løb og gang i fællesskabets tegn – og der er i 2024 sat ekstra fokus på at alle kan være med, når de to events igen afholdes en søndag formiddag.
At deltagerne skydes af sted søndag morgen, giver blandt andet mulighed for at flere børnefamilier kan deltage og samtidig er de fleste motionsløbere gladest for at løbe om formiddagen.
Som altid går turen gennem Limfjordstunnelen på distancerne 10 km og Halvmaraton for løberne til Aalborg Halvmarathon og ca. 8 eller 16 km for de gående på WALKin Nordjylland Aalborg.
Tilmelding åbner snart
Der er selvfølgelig fokus på at bygge ovenpå arrangementerne fra sidste år og lave en endnu federe oplevelse for deltagerne undervejs, så man kan se frem til endnu en stor fælles oplevelse til Nordjyllands store motionsfest.
Et nyt tiltag til Aalborg Halvmarathon bliver en mini-halvmarathon, målrettet børnefamilier og dem, der synes 10 km er for langt. Det er en skaleret halvmaraton, som rammer 2,1 km.
Denne løbetur går ikke gennem Limfjordstunnelen.
Der åbnes op for tilmelding torsdag den 26. oktober klokken 12.00.