Ingen løbetur gennem Limfjordstunnelen: Aalborg Halvmarathon 2021 er aflyst

Hvis du er en af dem, der har glædet sig til en løbetur gennem Limfjordstunnelen, må du desværre væbne dig med tålmodighed.
Aalborg Halvmarathon 2021 er nemlig aflyst. Det skriver DGI Nordjylland i en pressemeddelelse.
Datoen for 2022 er på plads
Aalborg Halvmarathon vender dog stærkt tilbage i 2020, hvor løbet finder sted den 22. maj 2022. Datoen ligger fast og turen går selvfølgelig gennem Limfjordstunnelen igen.
“Vi håber også på, at I alle vil støtte op om de mange lokale motionsløb hen over sommeren og efteråret. Der findes masser af både store og små løb i det nordjyske, som alle fortjener al den opbakning de kan få,” skriver de.
Deltagergebyret refunderes
Aflysningen betyder, at alle der er tilmeldt på nuværende tidspunkt, får refunderet det fulde deltagergebyr.
“Vi sender en mail direkte til jer med instruktioner om, hvordan det foregår praktisk – og håber på, I er klar på at tilmelde jer igen, når vi åbner op for løbefesten til Aalborg Halvmarathon 2022. Det hører I nærmere om den kommende tid,” skriver de.