Aalborg Freja klar til ny sæson: Kæmpe lokalbrag venter i efteråret
Hip Hop Freja op. Ding Dong ned med Chang.
Sådan lyder sejrssangen i Aalborg Freja hver eneste gang et af deres seniorhold har vundet en kamp.
Et klart udtryk for, at Aalborg Frejas allerstørste lokalrivaler er Aalborg Chang.
Derfor er der lagt op til et stort efterår for Aalborg Frejas førstehold i Jyllandsserien, hvor Aalborg Chang netop er rykket op.
Her venter altså to af de største lokalbrag, man kan opleve i Aalborg-området.
Følg Aalborg Freja Tipsdysten her
Største hadeklub
En af de mest imødesete kampe i efteråret er uden tvivl opgøret mod Aalborg Chang, lyder det fra Aalborg Frejas anfører og målmand Simon Gasberg
“Vi glæder os til de kampe, det bliver fedt,” siger Gasberg med tydelig begejstring.
“Vi spiller kun Jyllandsserien, men der er virkelig knald på blandt tilskuerne til de kampe.”
“Begge klubber er stiftet i 1912, og hvis man spiller i Freja, så er Chang vores absolut største hadehold.”
Rivaliseringen mellem de to hold stikker dybt, og det seneste møde i november 2022, hvor Freja tabte en playoff-kamp mod Chang, har kun intensiveret forventningerne.
Der er endda tradition for at grave midterpletten op, hvis man vinder over den anden, noget Gasberg beskriver som “god lir” og en del af historien mellem de to klubber.
Gasberg gør det klart, at en sejr over rivalerne er en topprioritet.
“Vi går efter det. Hellere slå dem to gange og rykke ned, end at tabe til dem,” lyder det fra for at understrege rivaliseringen.
Selvom kampen mod Chang fylder meget, er Aalborg Freja også opmærksom på resten af sæsonen. Puljen indeholder både to nedrykkerhold og tre oprykkerhold, hvilket gør den svær at forudsige.
Bliver meget tæt
Freja-målmanden forventer mange tætte kampe og påpeger, at et par sejre i træk kan betyde store forskydninger i tabellen.
“Der bliver spillet mange uafgjorte kampe. Man kan vinde meget i tabellen med to-tre sejre i træk,” siger han og understreger, at små marginaler ofte kan afgøre sæsonen.
Holdet har fået tilgang af nye spillere, primært til at styrke bredden i truppen, og der er forventning om, at flere måske dukker op ved studiestart.
Det bliver en sæson, hvor holdet skal navigere gennem både udfordrende kampe og uforudsigelige momenter, men med en stærk trup og en klar målsætning er Gasberg og resten af Aalborg Freja klar til at tage kampen op i efterårets jagt på oprykning til Danmarksserien.
“Vi har en klar målsætning om, at vi skal være en del af Top 3.
Vi var en straffesparkskonkurrence fra at rykke op i Danmarksserien lige før sommer, så det er klart, at vi skal bygge videre på de takter fra foråret.
Selvfølgelig gjorde det virkelig ondt, at vi var så tæt på en oprykning og at det blev afgjort på den måde.
Omvendt skal vi glæde os over, at vi overhovedet kom dertil.
Det er på den baggrund, at vi tror på, at vi også i efteråret kan dominere de fleste kampe og være en del af topstriden,” forklarer Simon Gasberg.
Han forventer, at topstriden kommer til at bestå af AaB samt VRI fra Aarhus sammen med Aalborg Freja.
Første kamp for Freja i sæsonen er tirsdag d. 13. august hjemme mod Løgstør.
Følg med i Tipsdysten hos Aalborg Freja
Nu starter efterårssæsonen
Efter en flot forårssæson, hvor Aalborg Freja var millimeter fra oprykningen til Danmarksserien, som desværre glippede efter en medrivende playoff finale, som skulle helt ud i straffesparkskonkurrence før Esbjerg trak det længste strå, og dermed kunne sikre sig oprykning til Danmarksserien. Aalborg Freja fortsætter dermed i Jyllandsserien, hvor første kampe er tirsdag d.13/8 på hjemmebane mod Løgstør.
Tipsdysten skal i efteråret finde sin afgørelse, og der kommer med garanti til, at være spænding til det sidste. MigogAalborg fører Tipsdysten efter forårssæsonen.
Du kan se deltagerne i Tipsdystens bud på sæsonpremierens kamp og den aktuelle stilling her