Horror House og skattejagt for børn: Besøg Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum i efterårsferien

Efterårsferien er lige om hjørnet, og med det lunefulde danske efterårsvejr er der masser af god grund til at finde en masse sjove aktiviteter indendøre.
En af vores klare favoritter i uge 42 er et besøg på det fantastiske Aalborg Forsvars – og Garnisonsmuseum.
Og der er vitterligt noget for enhver smag i den kommende tid: Lige fra Horror House for de modige til skattejagt for børn, udstilling af fede køretøjer og ikke mindst prøvesmagning af feltrationer.
“Vi glæder os til en masse glade gæster i efterårsferien, hvor vi har et spændende program for hele familien.
31. oktober er traditionen tro sidste chance for at besøge os i denne sæson, så hvis man skal nå at opleve vores mange spændende udstillinger er det nu, at man skal tage mor, far, bedstemor eller bedstefar med på museum.
Man kan komme helt tæt på de mange udstillede genstande fra Hæren, Flyvevåbnet, Hjemmeværnet, Civilforsvaret, Beredskabet og Politiet,” forklarer Flemming Larsen, direktør for Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum.

Horror House for de modige
De sjove efterårsaktiviteter tyvstarter allerede i den kommende weekend
Her omdannes de historiske rammer nemlig til et uhyggeligt rædselshus.
De store hangarbygninger er forvandlet til det vildeste gyser Horror House nogensinde i Aalborg,
I den øde mørke aftenstemning, hvor historiens skygger hersker, vender rædslerne tilbage.
Efter sidste års skrækindjagende succes, er man klar til at tage oplevelsen til et helt nyt niveau – en oplevelse, der vil fryse blodet i dine årer.
Gør dig klar til det største gyser-event nogensinde i Aalborg, der finder sted de to første weekender i oktober: fredag d. 4. og lørdag d. 5. oktober samt fredag d. 11. og lørdag d. 12. oktober.

Masser af sjov for hele familien
I efterårsferien er der plads til de lidt mere rolige oplevelser.
Børnene kan bl.a. komme på en sjov skattejagt hele ugen, hvor de virkelig kan gå på opdagelse i museet og lære en masse undervejs.
Museet får også besøg af Trænregimentet, der udstiller nogle af de nutidige, moderne logistikkøretøjer, som i dag indgår i hærens logistik – eksempelvis militære ambulancer og bjærgningskøretøjer.
Fra mandag-fredag i efterårsferien er det også muligt at smage på de feltrationer, som de danske soldater indtager, når de er på opgave for det danske forsvar.

Bliv klogere på historien i de mange udstillinger
Det helt særlige ved museet er, at du træder direkte ind i historien, når du besøger det, for tingene bliver udstillet i og omkring den kæmpehangar som tyskerne byggede i 1940 under besættelsen.
Du kan blive klogere på alt lige fra Besættelsestiden i Danmark 1940 – 1945 til Den kolde krig 1945 – 1991 samt om Aalborg som den vigtigste garnisonsby i Danmark gennem mange år.
Museet rummer et sandt slaraffenland for både store og små; lige fra store jetfly, våben, motorcykler, kanoner, uniformer og særudstillinger, kan man udforske i de helt unikke rammer.
Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum er et åbent museum, så her må man komme tæt på.

Børnene må eksempelvis gerne kravle på mange af de udstillede kampvogne, og de må “prøve” geværerne.
OBS: Det anbefales at have varmt tøj på, hvis du har planer om et besøg.
Hvad: Efterårs-aktiviteter på Aalborg Forsvars – og Garnisonsmuseum
Hvor: Skydebanevej 22, 9000 Aalborg
Hvornår: Alle dage kl. 10.00 og 16.00.
Entréen er 80 kr. for voksne og 40 kr. for børn. (Veteraner og pensionister får 20 % rabat)