Opsigtsvækkende parkering: Aalborg-firma går viralt på sociale medier

Hvad der ligner en alternativ parkering, var et planlagt reklamefremstød fra den aalborgensiske optikerkæde Louis Nielsen.
Billedet af bilen er gået viralt på sociale medier, hvor reklamefremstødet får store roser med på vejen.
Det ligner, at bilen, der er parkeret på en trappe helt tæt op ad en lygtepæl, er kommet til at køre lidt for langt ved et uheld. Men i virkeligheden var det et planlagt reklamefremstød fra optikerkæden Louis Nielsen med udgangspunkt i deres slogan “sku’ ha’ gået til Louis Nielsen”.
Er blevet delt flittigt
Bilen stod foran MCH Herning Kongresscenter i weekenden den 3. og 4. maj, hvor Louis Nielsen holdt stort seminar og fest for alle medarbejdere. Bilen gav stor opmærksomhed, og mange stoppede op, grinede og tog billeder.
Efterfølgende er billedet af bilen blev flittigt delt og set af en halv million danskere på sociale medier efter, at Anders Hemmingsen delte en video af parkeringen på sin Instagram-profil, der har 1,4 millioner følgere.
“Vi parkerede bilen for at vække opsigt i bybilledet og give et smil på læben. Det lykkedes til fulde. Vi så mange grin og mange, der tog billeder,” fortæller Rune Steiness, der er PR-ansvarlig hos Louis Nielsen, i en pressemeddelelse.
Kædens PR-ansvarlige delte selv et billede af bilen på sin LinkedIn-profil, og det opslag er i skrivende stund set over 300.000 gange.
“Det er dejligt at kunne give et smil på læben hos folk. Hvem ved? Måske gør vi snart noget lignende igen,” lyder det fra Rune Steiness.