Saunagus, livemusik og workshops: Aalborg-festival vender tilbage
Normalt forbinder man en festival med livemusik.
Men Folkegaarden Festival er meget mere end det – og nu gentager arrangørerne succesen, når festivalen vender tilbage til foråret.
I 2026 indtager festivalen igen Husets historiske gårdhave i Hasserisgade og lover tre dage fyldt med musik, fællesskab og kulturoplevelser – midt i Aalborg.
Da Folkegaarden Festival for første gang slog dørene op sidste sommer, blev den mødt med begejstring fra både publikum og kunstnere.
Nu er arrangørerne klar til endnu en omgang, denne gang med et endnu mere ambitiøst program og flere oplevelser, der rækker ud over de traditionelle koncerter.
Fra fattiggård til kulturhus
Huset i Hasserisgade har siden 1978 været et af byens vigtige kulturelle samlingspunkter.
De smukke bygninger, der oprindeligt blev opført i 1911 som fattiggård, har gennem tiden skiftet funktion og fortælling – og danner i dag rammen om kunst, musik og fællesskab.
Netop den særlige atmosfære er en bærende del af Folkegaarden Festival, som folder sig ud under trækronerne i den stemningsfulde gårdhave.
Festivalen er tænkt som et alternativ til de store, kommercielle musikfestivaler. Her er fokus på nærvær, mangfoldighed og plads til både smalle og brede musikudtryk.
Musik for enhver smag
Musikken spænder fra folk og jazz til roots og kunstmusik, og der er samtidig fokus på værdier som køns- og aldersdiversitet samt nysgerrighed over for nye formater.

Allerede nu kan festivalen præsentere de første navne på plakaten: Svaneborg Kardyb, Smag På Dig Selv og Mouritz/Hørslev Projektet.
Flere navne følger senere.
I 2026 udvides festivaloplevelsen yderligere med aktiviteter, hvor publikum selv kan være med.
Programmet kommer blandt andet til at byde på saunagus med live musik, yoga, folkedans, fællesspisninger og kunstneriske workshops – alt sammen med til at gøre Folkegaarden Festival til mere end bare en række koncerter.
Folkegaarden Festival er åben for alle – uanset alder, baggrund og musiksmag – og inviterer både lokale og besøgende til at mødes, dele oplevelser og fejre fællesskabet i intime og stemningsfulde rammer.
Du kan læse mere og købe billetter her.
Læs også: Bunker bankes op i Vestbyen: Må vige pladsen for nyt plejehjem