Flot placering: Aalborg er Danmarks tredje bedste studieby
For sjette år i træk kårer studentum.dk Årets Studieby, og i 2024 bevarer Aalborg sin flotte tredjeplads.
Det skriver studentum.dk i en pressemeddelelse.
“Byen, der er kendt for sin fremragende uddannelses- og transportinfrastruktur samt levende byliv, fortsætter med at tiltrække studerende fra nær og fjern,” skriver de.
Fast kandidat i top tre
Tusindvis af unge er i disse måneder i gang med at træffe et af de vigtigste valg i deres liv; hvad skal de studere og hvor?
Men hvad er det egentlig de unge leder, når de skal vælge studieby?
Hos studentum.dk spørger de årligt de studerende, hvad de prioriterer højest, når de skal vælge studieby. Her kommer parametre som fagligheden på uddannelsen, karrieremuligheder og transportmuligheder ind som de tre vigtigste.
Siden 2019 har Aalborg konsekvent befundet sig i top tre, når studentum.dk har kåret Årets Studieby, og i 2024 markerer byen sig igen som den tredje bedste studieby i Danmark.
I årets undersøgelse er de absolut vigtigste parametre Faglighed, Karrieremuligheder og Transportmuligheder, og Aalborg excellerer inden for alle tre områder.
Studiebyen med det hele
Resultaterne fra undersøgelsen bag Årets Studieby 2024 viser, at Aalborg fortsat udmærker sig på områder som byliv, kultur, sport og fritid – aspekter, der er særligt vigtige for studerende uden for studietiden.
Aalborg er en af de få byer, der formår at kombinere et pulserende byliv med karrieremuligheder og muligheder for fritidsinteresser.
På toppen af dette imponerer Aalborg med en andenplads inden for transport, hvilket betyder, at studerende hurtigt og nemt kan komme rundt i byen.
Dette placerer Aalborg endda foran sin topkonkurrent, København, når det kommer til tilgængelighed og effektivitet af transportmuligheder.
De unge har fagligheden i fokus
De nyeste tal fra Årets Studieby 2024, som er baseret på en undersøgelse med svar fra 846 respondenter, viser, at de unge i år har lagt særligt vægt på fagligheden.
Det er dermed vigtigt for de kommende studerende at det faglige miljø, undervisernes engagement og udbyttet af den respektive uddannelse er i top.
“Fremtidens studerende har endnu engang talt, og det er tydeligt, at deres prioriteter har rykket sig siden sidste år, og faglighed er igen blevet den ultimativt vigtigste faktor, som de unge har for øje, når de skal vælge studie.
Hos studentum.dk følger vi de uddannelsessøgende tæt, og det er altid inspirerende at observere, hvordan de studerendes præferencer udvikler sig med tiden.
Fra studentum.dk skal lyde et rigtigt stort tillykke med genindtagelse af titlen som Danmarks bedste studieby til København og et stort tillykke til de øvrige byer i Top 10,” udtaler Communications Manager ved Keystone Education Group Danmark; Tine Dührr.
Her er Danmarks 10 bedste studiebyer i 2024
Forud for kåringen har studentum.dk adspurgt unge over hele landet, når det kommer til valget af kommende studieby.
Det har resulteret i ti parametre, som studiebyerne er blevet bedømt ud fra.
I årets undersøgelse er der tale om følgende parametre: Faglighed, socialt miljø, gode transportmuligheder, gode karrieremuligheder, studiejobs, billig bolig, kultur-, sports- og fritidsaktiviteter, uddannelsesmuligheder, følelsen af tryghed samt byliv.
Her er listen over Danmarks ti bedste studiebyer i 2024:
- København
- Aarhus
- Aalborg
- Odense
- Bornholm
- Svendborg
- Kalundborg
- Esbjerg
- Vejle
- Grenå
Hvem er studentum.dk?
studentum.dk er et digitalt uddannelsesmedie for ungdomsuddannelser, sabbatår og videregående uddannelser med mere end 1 million besøgende årligt. De henvender sig til uddannelsessøgende og studerende og har siden deres lancering i 2008 dagligt guidet flere tusinde af danskere til deres kommende uddannelse.