For andet år i træk: Aalborg er Danmarks klamydia-hovedstad
Af alle de ting Aalborg er kendt for, er dét at være landets klamydia-hovedstad måske ikke lige det fedeste…
Men det er akkurat, hvad vores by er blevet kåret til for andet år i træk.
Sex og Samfund skriver i en pressemeddelelse, at de danske unge i aldersgruppen 15-29 slog rekord i klamydiatilfælde i 2021, og at de nu har overgået dem selv i 2022 med 35.687 påviste klamydiatilfælde.
Med en generel stigning i alle regioner står det allerværst til i Region Nordjylland.
På kommunalt plan har Aalborg altså for andet år i træk konstateret flest klamydiatilfælde i Danmark – efterfulgt af Syddjurs, Esbjerg og Holstebro.
For få lader sig teste
Tallene bygger på data, som er indhentet af Statens Serum Institut (SSI) og behandlet af Sex & Samfund i en ny oversigtsrapport.
”Klamydia er den mest udbredte seksuelt overførte infektionssygdom i Danmark, og overvågning af antallet af påviste klamydiatilfælde er væsentlig for vejen til forebyggelse, og derfor indsamler Statens Serum Institut hvert år disse vigtige data,” siger Steen Hoffmann, overlæge, Bakterier, Parasitter og Svampe, Statens Serum Institut.
”Det er en farlig tendens, at klamydiasmitten konstant stiger. Klamydia er en alvorlig og smitsom sexsygdom, hvis den ikke behandles.
Sex er dejligst, hvis man ikke bliver syg, og vi er som samfund nødt til at nå de unge med budskabet om at bruge kondom.
Men vi har også brug for, at særligt de unge mænd lader sig teste mere. Der er alt for få, der lader sig teste, og derfor er mørketallet nok højere,” siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.
Med en samlet testrate på 16 procent blandt landets 15-29-årige i 2022 er der sket en stigning på 1 procentpoint sammenlignet med året før. I alle regioner er kvindernes testrate langt over dobbelt så høj som mændenes.
I forhold til forebyggelse forbliver kondom den eneste præventionsform, som beskytter mod sexsygdomme overført via penetrationssex.
”Vi har et fælles ansvar for at knække klamydiakurven. For at knække kurven, skal flere beskytte sig med kondom, lade sig teste og behandles.
Men vi kan se, at særligt unge mænd ikke lader sig teste. Måske fordi de tror, at det altid er testning via penis, som mange tænker er ubehageligt.
Men testning kan for mænd lige så godt blot være en urinprøve. Derudover antager vi, at mange ikke kender konsekvenserne af ubehandlet klamydia, men i yderste konsekvens kan man blive infertil – og det gælder både mænd og kvinder,” siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.
I 2022 var det Aalborg, der havde konstateret flest klamydiatilfælde per 1.000 unge i alderen 15-29 år med 41,9 tilfælde (Året før var det også Aalborg med 36,9).
I Region Hovedstaden var det Frederiksberg (36,4), Gentofte (35,1) og Herlev (34,8).
I Region Sjælland var det Næstved (34,5), Solrød (32,3) og Roskilde (31,5).
I Region Syddanmark var det Esbjerg (40,7), Fredericia (36,1) og Kolding (35,3).
I Region Midtjylland var det Syddjurs (40,8), Holstebro (38,9) og Aarhus (38,6).
I Region Nordjylland var det Aalborg (41,9), Jammerbugt (33,4) og Hjørring (30,8).
Bestil en hjemmetest
Indtil videre er det kun ni kommuner, der i samarbejde med Sex & Samfund tilbyder unge gratis hjemmeprøvetagningstest for både klamydia og gonorré.
Det foregår således, at kommunens unge kan bestille hjemmetest på www.klamydiahjemmetest.dk og modtage svar på sms eller e-mail.
Aalborg er desværre ikke en af de kommuner.
”Det er vigtigt, at de unge føler sig trygge og har fleksibilitet til at vælge det testtilbud, der passer bedst til dem.
Nogle foretrækker egen læge eller en supplerende testklinik. Andre foretrækker en hjemmetest.
Vi håber, at endnu flere kommuner vil brede deres palet af testmuligheder ud og dermed styrke forebyggelse og behandling af sexsygdomme,” siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.