Indtager midtbyen: Kæmpe sommerløb kommer til Aalborg

Vi må kigge langt efter Royal Run i Aalborg i går.
Men bare rolig. Der bliver stadig rig mulighed for at løbe i byens gader og få en en stor oplevelse i år.
Aalborg City og Aalborg Atletik & Motion er nemlig gået sammen om et helt nyt løb i midtbyen, der forhåbentlig bliver en fast tradition.
Løbet finder sted lørdag den 3. juni, og har fået navnet Aalborg City Run. Du kan vælge mellem distancerne: Aalborg City Tour, Aalborg City 5 km og Aalborg City 10 km
Begrænsede startnumre til salg
Løbet er i sin første udgave en eksklusiv sag med kun 1.250 startnumre til salg, så du skal nok ikke vente for længe med at tilmelde dig, hvis du vil have en fed oplevelse. Tilmeldingen starter i dag, fredag d. 31. marts, kl. 12.00.
“Aalborg City Run er ikke bare et motionsevent. Det er muligheden for at få en herlig dag i byen og vi har derfor lavet en hyggelig eventplads på Gammeltorv med aktiviteter for hele familien hele dagen,” fortæller Aalborg City om løbet.
Aalborg City Run foregår på en 2.5 km rundstrækning, som skal gennemføres en, to eller fire gange. Ruten er en snørklet, charmerende og intim tur gennem alle de skønne butiksgader i Aalborg City.
Starten går på Budolfi Plads ved Adelgade.

Undervejs er både musik, underholdning og måske en lille overraskelse eller to.
“Vi har planlagt dagen, så Aalborg City Tour foregår i butikkernes åbningstid. Aalborg City Tour er målrettet walkere og familier med små børn og er IKKE beregnet til konkurrenceløb. Ruten vil IKKE være afspærret, men selvfølgelig afmærket og bemandet med vejvisere,” fortæller Aalborg City.
Aalborg City 5 km og Aalborg City 10 km starter i forlængelse af butikkernes lukketider og her er der mulighed for – alt efter temperament og fysisk formåen – at jogge eller skrue op for gassen.
“Vi gør dog opmærksom på, at ruten indeholder mange sving, smalle gyder og strækninger på brosten og den er derfor i mindre grad velegnet til rekorder,” fortæller de.
Hvad: Aalborg City Run
Hvor: Midtbyen
Hvornår: Lørdag den 3. juni
Tilmeld dig her.