Flot hyldest: Aalborg-café vinder kulturpris
Aalborgensere kan også være med i det fine selskab, når der uddeles store kulturpriser rundt om i landet.
I går aftes afholdt HAVE Kommunikation Artbeat Prisen 2024, hvor de kårer Danmarks bedste kulturformidlere, og her gik én af de fem priser til Buens Bogcafé.
Caféen og boghandleren, der kan bryste sig af at være Skandinaviens første LGBT+ bogcafé, åbnede i 2021, og har på ganske få år gjort indtryk i Nordjylland såvel som resten af landet.
Det blev indehaverne Emma Mai Petersen og Kristine Sofie Højen hædret for til Artbeat Prisen i København, hvor de vandt Spireprisen der “hylder den kulturformidling, der er udført af en eller flere helt unge aktører, som allerede har et særligt stort potentiale.”
Stor indsats for LGBTQ+-miljøet
I en pressemeddelelse uddyber HAVE, hvorfor Buens Bogcafé blev vinderen af prisen:
“Spireprisen hylder den kulturformidling, der er udført af en eller flere helt unge aktører, som allerede har et særligt stort potentiale.
Denne pris gik til Buens Bogcafé for sin indsats for LGBTQ+-miljøet, både ved at specialisere sig i LGBTQ+-litteratur og ved at skabe kreative og sociale arrangementer for nonbinære og transpersoner – herunder Queer Banko og strikkeklubber,” skriver de.
HAVE Kommunikation står i samarbejde med Spar Nord Fonden bag Artbeat Prisen. Den blev uddelt for første gang i 2013, og siden 2015 har Spar Nord Fonden været fast partner på prisuddelingen.