Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Optagelser i næste uge: Aalborg-café er med i Kniven for Struben

Af Stine Kjølby Christensen

Siden 2007 har kendte kokke hjulpet restauranter med udfordringer i det populære TV3-program Med Kniven for Struben.

Først med kokken Bo Bech, og siden 2015 med Thomas Castberg i rollen som mentoren, der kommer med både kritik, råd og vejledning til restauranter med kniven for struben.

Nu kan vi afsløre, at den kommende sæson for første gang får et afsnit med en deltager fra Aalborg, nemlig Caféen på Gammeltorv.

Kontrakten er netop underskrevet i dag, og det betyder, at caféen allerede fra i næste uge får besøg af tv-holdet.

Har Caféen så kniven for struben?

Det er en både spændt og nervøs restauratør i Caféen, Mattias Paddon, vi møder i forbindelse med offentliggørelsen.

Og det første spørgsmål er vel oplagt: Står Caféen med kniven for struben?

“Nej, det gør vi ikke. Vi har i bund og grund en fin forretning og er ikke i kæmpestore økonomiske problemer.

Vores udfordring ligger derimod i, at det er mig, der klarer madlavningen i caféen, hvilket jeg jo hverken har særlig meget erfaring eller uddannelse i.

Jeg håber derfor, at vi kan få nogle friske, professionelle øjne på, der kan hjælpe os med at udvikle konceptet i en positiv retning.”

Optagelser i næste uge: Aalborg-café er med i Kniven for Struben

 

Med røven i klaskehøjde

Mattias havde inden beslutningen spurgt flere tidligere deltagere til råds, der alle mente, at de skulle springe ud i det – på trods af, at man jo som seer ofte oplever, at deltagerne har tendens til at blive udstillede.

“Vi har jo valgt at sætte røven i klaskehøjde lidt med vilje.

Det er selvfølgelig en stor overvejelse, og vi kender jo godt præmissen og ved, at det er et show, og at man bliver gjort til grin.

Derfor er vi selvfølgelig også møghamrende nervøse, men jeg er sikker på, at vi lærer en helt masse og forhåbentlig får nogle minder, vi kan se tilbage på, når vi bliver gamle.

Vi er i hvert fald klar på at hænge vores beskidte undertøj til tørre.”

Vil byens bedste burger overleve?

I 2017 kårede MigogAalborgs brugere ellers Caféens burger til byens bedste, men siden er succesen altså dalet, og caféen har ofte været at finde på dealsitet deal.dk, hvor man kan få markant rabat hos forskellige spisesteder.

Mattias fastslår dog, at der ikke er nogen grund til at frygte en lukning inden for den nærmeste fremtid.

“Jeg er meget spændt på, om burgeren overlever, og det er nok også én af de retter, jeg vil blive provokeret med,” fortæller Mattias med et grin.

Optagelser i næste uge: Aalborg-café er med i Kniven for Struben

“Det bliver spændende, om jeg kommer til at kaste med pander, eller jeg bare tackler det med et smil. Jeg ved jo godt, at jeg ikke er Gordon Ramsay, så det kan han godt fortælle mig, uden at jeg bliver overrasket.

Vi håber bare, at vi kan rejse os bagefter og bruge alle de ting vi har lært, til at skabe en endnu bedre forretning i fremtiden.”

Optagelserne starter allerede i næste uge, men programmet vises først i foråret 2020.

Del artikel

Andre læser også