Aalborg-butik lukker efter 13 år: “Det gør ondt at sige det højt”

Efter 13 år med latinamerikanske specialiteter, kaffe og gaver til aalborgenserne lukker butikken La Casa Latina på Kastetvej ved årsskiftet.
Indehaverne meddeler, at sidste åbningsdag bliver den 31. december 2025.
“Det gør ondt, for vi ved, hvad La Casa Latina har betydet.
Ikke bare for os, men også for mange af jer,” lyder det fra Ilma Sanchez Mogensen i en afskedshilsen til kunderne.
Flere årsager til lukningen
Beslutningen skyldes ifølge ejerne en række udfordringer.
Længerevarende vejarbejde i området, færre parkeringsmuligheder, stigende priser og dalende kundetal.
Samtidig har manglende økonomi til ekstra personale betydet, at butiksdriften i høj grad har hvilet på familien selv.
Indehaverne sender en særlig tak til kunderne og til Peter Mogensen, der gennem årene har brugt mange fritimer på at hjælpe i butikken.
Sælger ud frem til nytår
Frem til årsskiftet vil La Casa Latina fortsat holde åbent og sælge ud af både kaffe, latinamerikanske specialiteter og gaveartikler.
“Tusind hjertelig tak til alle jer kunder, der har støttet os gennem årene. Jeg glemmer jer aldrig,” lyder det i afskedshilsenen.
Butikken lover at informere, hvis der sker ændringer i lukkeplanerne.
Der har også været meget omkring butikken den seneste tid.
Først havde de et større indbrud, hvor tyven stak af med varer for 40.000 kr., før han blev indhentet af en vaks betjent.
I weekenden fortalte de så, at de var blevet helt spærret inde af vejarbejde fra Aalborg Kommune.
Vejarbejdet skulle dog være fjernet igen.