Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Sydbank opruster i det nordjyske: Aalborg-filial bliver hovedkontor i Nordjylland

Af Michael Qureshi

Sydbank har været repræsenteret i Aalborg i mange år – men som en filial under Aarhus.

Det ændrer sig nu, hvor Nordjylland bliver et område i banken med hovedkontor i Aalborg.

Det skriver Sydbank i en pressemeddelelse.

“I Sydbank ser vi et enormt potentiale på den nordjyske markedsplads og ved at indrette et områdekontor, styrker vi indsatsen yderligere. Vi bliver taget godt imod og har været på en sund vækstrejse længe.

Man kan sige, at de sønderjyske værdier passer godt ind i det nordjyske, og det er på den baggrund, at vi nu øger fokus endnu mere,” fortæller den nye områdedirektør Claus Starbæk-Ravnborg.

Sydbank vil være den mest værdiskabende relations-bank i Nordjylland

 Sydbank er Danmarks tredjestørste erhvervsbank og det nylige opkøb af Alm. Brand Bank har betydet vækst på privatkundeområdet, også i Nordjylland.

Begge kundegrupper får glæde af det nye nordjyske fokus.

“Det her med en stærk og handlekraftig decentral organisation er en del af Sydbanks DNA. Og med udnævnelsen til områdekontor følger flere muligheder, herunder større beslutningskompetence.

Det betyder, at vi kan tilbyde endnu hurtigere sagsbehandling, også i de større og mere komplekse sager, samtidig med at det sker med udgangspunkt i forståelse for de lokale forhold og behov,” forklarer Claus Starbæk-Ravnborg, som selv bor i Gug.

Har været i Sydbank siden 2017

Han har stået i spidsen for Sydbanks filial i Aalborg de seneste tre et halvt år.

Privat bor Claus Starbæk-Ravnborg i Gug – er gift og har to børn.

Han har arbejdet i finanssektoren siden 1998. Før han blev ansat i Sydbank i 2017 var han en del af ledelsen i Danske Bank Finanscenter i Aalborg, hvor han var ansat i knap 20 år.

“Jeg glæder mig meget til at skulle fortsætte vækstrejsen og samtidig øge Sydbanks tilstedeværelse yderligere i Nordjylland.

Vi har et særligt godt tag i erhvervskunderne, og nu kan vi snart pakke vores værditilbud rigtigt ud på nordjysk og designe vores forretningsmodel efter de behov og de mennesker, som vi omgås på den lokale markedsplads. Det er også en stor styrke, at de tre forretningsben privat, erhverv og Private Banking er under fælles lokal ledelse,” siger områdedirektøren.

Det nye område dækker geografisk fra Skagen i nord til Mariager i syd, og den nye organisation er trådt i kraft med øjeblikkelig virkning.

Del artikel

Andre læser også