Luksussæder og kæmpe slikbutik: Aalborg-biograf får en vild makeover
Nordisk Film Biografer i City Syd kan fejre 10-års fødselsdag i år, og det markerer de ved at give gæsterne en særdeles attraktiv gave:
Den 26. maj starter arbejdet med at skifte samtlige sæder i alle sale ud med luksuslænestole – præcis som vi kender (og elsker) det fra biografen i Kennedy Arkaden.
Men biografchef Jan Ringtved og co. er langt fra færdige med at uddele gaver til nordjyderne.
Nu kan vi nemlig løfte sløret for endnu en markant nyhed fra den populære biograf i City Syd.
Hele kioskområdet får nemlig også en kæmpe makeover, og arbejdet går allerede i gang den 1. juni.
“Det er ingen hemmelighed, at vi i mange år har gået med mange tanker og idéer til, hvordan vi kunne optimere kioskområdet i City Syd.
For at være helt ærlig, er stilen mildt sagt ikke helt up to date. Kiosken bærer tydeligt præg af at være 10 år gammel,” forklarer Jan Ringtved, da han viser MigogAalborg rundt i de “gamle” omgivelser, i selskab med Floor Manager, Sofie Buur.

Indbydende rammer og hele byens “nye” slikbutik
Vi må vente lidt endnu med at løfte sløret for, hvordan det nye kioskområde helt præcist kommer til at se ud.
Men vi kan godt begynde at glæde os.
“I dag er det alt for upersonligt, og det mangler charme. Det gør vi noget ved nu, og vi glæder os så meget,” fortæller Sofie.
Kioskområdet bliver malet i varme farver, væggene bliver dekoreret, personalet får et helt nyt produktionsområde, og der kommer også et nyt sodavands- og slushiceområde.
Derudover kan gæsterne se frem til en stor bar langs væggene, hvor personalet både kan klare kaffebestillinger, scanning af billetter og betaling af varer.
“Lige nu er det hele samlet i forskellige øer midt i rummet, og det er lidt af en labyrint at finde rundt i. Det bliver en meget mere strømlinet og lækker oplevelse at besøge kiosken fremover,” lover Sofie.
Derudover kan gæsterne glæde sig til en helt ny “popcornsvæg”, hvor man kan se popcornene blive lavet – og så ikke mindst den største nyhed af dem alle.

Velkommen til Aalborgs – måske – største slikmøbel
Den store grå væg, som i dag møder gæsterne som en – ja – mur, når de træder ind i kiosken, bliver fjernet og erstattet af et kæmpe trekantet slikmøbel, som skal fungere som et stort blikfang.
“Vi stiller enormt høje krav til vores bland selv-slik, og vi sørger løbende for at rengøre, tømme og skifte ud i slikket, så folk altid får helt frisk slik, der smager, som man forventer det,” siger Sofie.
Ved at skabe det enorme slikmøbel er håbet også, at kiosken i biografen i endnu højere grad bliver et sted for alle besøgende i Shoppen.
“Vi kommer jo til at have en af byens fedeste slikbutikker, hvor kvaliteten, udvalget og det visuelle udtryk går op i en højere enhed.
Hvorfor skulle vi ikke også være stedet, hvor man køber sit fredagsslik? Der er gratis parkering lige udenfor døren, og jeg tror ikke, du finder slik i højere kvalitet end hos os,” forklarer Jan.

Lokalt samarbejde er vejen frem
Den store forvandling af biografen bliver lavet i et samarbejde mellem Nordisk Film Biografer og de lokale virksomheder TL Byg og Råt & Godt.
TL Byg kommer både til at stå for installationen af luksussæderne i salene og opbygningen af “skelettet” i det nye kioskområde.
Råt & Godt står for at gøre kioskområdet helt unikt ved at bygge specialdesignede møbler til biografen i form af det store slikmøbel, en udstillingsvæg og hele barområdet.
“De er i høj grad valgt, fordi de virkelig laver nogle fede ting. Det er helt vildt, hvad de kan.
Men derudover er Råt & Godt også bare en fantastisk Aalborg-historie, og de fortjener al den ros og anerkendelse, de får for deres arbejde med unge mennesker og hele deres tankegang omkring bæredygtighed,” forklarer Jan.
For Jan og resten af holdet handler samarbejdet med Råt & Godt om mere end bare indretning og genbrug.
Partnerskabet passer nemlig naturligt ind i biografkædens arbejde med både socialt ansvar og bæredygtighed.
Han peger blandt andet på, at Nordisk Film er en del af Egmont, som hvert år støtter børn og unge i udsatte livssituationer, samtidig med at kæden arbejder målrettet med at nedbringe sit klimaaftryk gennem grønne investeringer og mere bæredygtige løsninger.
“Derfor giver det rigtig god mening for os at samarbejde med en aktør som Råt & Godt, der både arbejder med genanvendelse og social ansvarlighed. Det er et partnerskab, som passer godt til de værdier, vi gerne vil stå for,” siger Jan Ringtved.

Lukker ikke ned
Selvom biografen nu står over for en travl periode med ombygning af både kiosk og samtlige sale, kan nordjyderne stadig få deres biograffix i City Syd.
Salene bliver nemlig lukket ned på skift, og der vil hele tiden være sale tilgængelige i byggeperioden.
Gæsterne kommer heller ikke til at undvære hverken popcorn, sodavand eller bland selv-slik til filmen.
“Vi har en dejlig stor foyer, hvor vi kan etablere en midlertidig kiosk, og vi lover, at gæsterne også får en god oplevelse i byggeperioden,” siger Sofie.
Onsdag den 1. juli er planen, at kiosken skal stå færdig, og torsdag den 16. juli skal samtlige sale være opgraderet med luksussæder.
En fed filmsommer – og mere i vente
Opgraderingen passer perfekt med, at vi går en stærk filmsommer i møde.
Sofie og Jan fremhæver blandt andet, at vi til sommer kan glæde os til den længeventede Christopher Nolan-film Odyssey, Spider-Man: Brand New Day, Supergirl, Minions & Monstre, Toy Story 5, Moana og en helt ny Paw Patrol-film.
“Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget vi glæder os, og det her er faktisk “kun” første skridt. Mon ikke der er flere gaver på vej til vores gæster.
Vi har også en foyer, vi rigtig gerne vil opgradere – og så har vi faktisk også et fedt udeområde, som kunne passe perfekt til et samarbejde med Råt & Godt. Nu har jeg vist allerede sagt for meget, afslutter Jan med et grin.