Efter halvandet års forsøg: Aalborg Bibliotekerne laver markant ændring for børn

Børnefamilier kan nu se frem til endnu lettere adgang til bibliotekets hylder.
Siden 2024 har man hos Aalborg Bibliotekerne kørt et forsøg, hvor lånere under 18 år har været fritaget for gebyrer ved for sen aflevering.
Dette skyldes at de oplevede, at frygten for at pådrage sig ekstraudgifter fik børn til at låne færre bøger eller helt holde sig væk.
Det ville Aalborg Bibliotekerne gerne ændre på.
Og efter halvandet år har de nu besluttet at gøre ordningen permanent.
”Vi oplevede desværre, at gebyrerne var en barriere for nogle børnefamilier, og det satte sit præg på børnenes læselyst.
Derfor lavede vi et forsøg med at fjerne gebyrer på børnelån, og på den måde gøre bøgerne mere tilgængelige,” fortæller Kristine Nygaard, som bibliotekschef hos Aalborg bibliotekerne.
Forsøget har, ifølge Kristine Nygaard, haft præcis den effekt man håbede på.
”Konkret har vi oplevet en stigning i vores børnelån.
Selvom det er svært at sige, om de positive takter udelukkende skyldes de begrænsede gebyrer, ser vi ingen grund til at gå tilbage, og derfor er ordningen altså nu permanent.”
Succesen afspejler sig tydeligt i tallene, som underbygger beslutningen om at gøre den gebyrfri ordning permanent.
I 2024 steg antallet af børnelån med 7,1 procent, og i de første ti måneder af 2025 er stigningen på hele 9,2 procent.
Samtidig er der kommet 5,8 procent flere børn i bibliotekernes lånerregister over de seneste to år.
Selvom gebyrerne nu er fortid for børn og unge under 18 år, betyder det ikke at biblioteket slipper styringen helt.
De vil fortsat sende påmindelser om aflevering, og erstatningsgebyrer vil stadig blive opkrævet, hvis materialer bliver væk, ikke afleveres eller kommer retur i beskadiget stand.
Med beslutningen håber Aalborg Bibliotekerne at fastholde og styrke den positive udvikling, og give endnu flere børn lyst til at dykke ned i bøgernes verden.
Læs også: Så er det jul: Oplev Alene Hjemme i biografen