Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Corona-forvirring: Aalborg Bibliotekerne holder stadig åbent

Af Emil Kjær Jørgensen
Foto: Aalborg Bibliotekerne
Foto: Aalborg Bibliotekerne

Normalt er januar en måned, hvor bibliotekerne er vært for læselystne gæster på jagt efter motionsinspiration, sunde opskrifter, rejsebøger og andet i bestræbelserne på at få en god start på det nye år.

I år er der dog mere stille, end der plejer at være og længere mellem de besøgende.

En af årsagerne er meget sandsynligt den aktuelle coronasituation, hvor de fleste kulturinstitutioner er helt lukket, og mange er lidt i tvivl om, hvilke restriktioner, der gælder.

Det skriver Aalborg Bibliotekerne i en pressemeddelelse.

“Vi har mødt flere, som er blevet overrasket over, at vi har åbent. Det hedder sig jo, at kulturlivet er lukket ned, og i og med at vi er en stor kulturinstitution, er der mange, der går ud fra, at vi er med i den nedlukning.

Men bibliotekerne ER åbne og bogbusserne kører som de plejer, så I kan med ro i sindet tage hen på biblioteket og bruge dem som I plejer.

Du skal bare have mundbind på, holde god afstand og så sørger vi for håndsprit og den gode stemning,” fortæller Kristine Nygaard, som tiltrådte jobbet som bibliotekschef i januar og derfor glæder sig til at se mange mennesker på “sine” nye biblioteker.

Det digitale bibliotek er også åbent

Det betyder, at “biblioteket er lukket” ikke kan bruges som undskyldning, hvis et af dine nytårsforsætter er at læse mere. Bibliotekerne vil hellere end gerne se dig og hjælpe dig med at finde din næste krimi, strikkebog eller tegneserie.

Skulle du være så uheldig at ryge i coronakarantæne eller ikke kan forlade dit hjem af den ene eller den anden grund, har biblioteket også en række digitale muligheder, så du kan få dit biblioteksfix hjemmefra.

Der er naturligvis eReolen – det digitale bibliotek med ebøger og lydbøger – den nye filmtjeneste “Børnebiffen” har kortfilm til børnene og eReolen Global Magazines rummer magasiner for enhver smag fra hele verden.

Har du brug for hjælp kan du f.eks. gøre brug af den virtuelle bibliotekar, hvor du booker online tid hos en bibliotekar, som kan hjælpe med alt fra materialesøgning til gymnasieopgaven til nyeste trends og tendenser inden for danske børnebøger.