Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Slår København af pinden: Aalborg er Danmarks 2. bedste studieby

Af Stine Kjølby Christensen
AAU pressefoto
AAU pressefoto

Aalborg er for andet år kåret som Danmarks 2. bedste studieby. Den position vil Uddannelsesrådet både styrke og dyrke. Budskabet er, at vi skal være stolte, men ikke selvfede som uddannelsesby.

For den nye formand for Uddannelsesrådet i Aalborg Kommune Daniel Nyboe Andersen, er det et rigtigt godt udgangspunkt at kunne starte ud med kåringen af Aalborg som Danmarks 2. bedste uddannelsesby.

“Det er jo klart, at jeg hellere så, at vi ligger som nr. 1. Men man må også sige, at når vi nu ligger bedre end hovedstaden, så er det udtryk for, at vi kan noget helt særligt her i Aalborg. Det skal vi både dyrke og styrke i Uddannelsesrådets arbejde”

Det er søgemaskinen Studentum, der står bag undersøgelsen. Når de unge netop vælger Aalborg som studieby, er det fordi, at der er let adgang til studiejobs, gode muligheder for transport og et pulserende byliv.

“Det glæder mig rigtig meget, at Aalborg er valgt på grund af adgangen til studiejobs.

Der er jo i Aalborg et mangeårigt samarbejde mellem erhvervslivet, uddannelsesinstitutionerne og kommunen. Vi ved, at mulighederne for praktikforløb, projektsamarbejde, fritidsjobs og studiejobs ikke bare er vigtige under studiet.

Det er for mange adgangsbilletten til senere at komme i job. Det nyder vi alle sammen godt af, både de studerende og erhvervslivet”, forklarer Daniel Nyboe Andersen.

Danmarks bedste transportmuligheder

Undersøgelsen fra Studentum viser, at Aalborg er studiebyen med de bedste transportmuligheder i Danmark. Her er det vigtigt, at der i Aalborg er rig mulighed for at benytte kollektiv trafik til og fra uddannelsesinstitutionerne.

“Det gælder f.eks. også, at Aalborg Kommune har prioriteret rigtigt ved at sørge for, at de studerende kan benytte cyklen via Universitetsruten mellem Aalborg Midtby og Aalborg Universitet i Aalborg Øst”, fortæller formanden for Uddannelsesrådet.

Tag-over-hovedet-garanti

Byrådets politik med at sikre studieboliger i Aalborg betyder også meget for de studerende. Hvis du er tilflytter til Aalborg Kommune og ikke selv har skaffet dig et sted at bo, tilbydes der tag-over-hovedet garanti med midlertidigt tag over hovedet.

Noget andet der fremhæves i undersøgelsen er, at de unge oplever Aalborg som et spændende sted at bo. Der er i Aalborg gode muligheder for at deltage i alt lige fra et pulserende byliv med fest og farver til et mangfoldigt kultur-, sports- og fritidsliv.

Uddannelsesrådet vil nu kaste sig over undersøgelsen. Også de punkter, hvor Aalborg Kommune scorer lavere.

“Vi skal være stolte, men ikke blive selvfede.

Derfor ser jeg frem til, at vi sammen med resten af Uddannelsesrådet nu griber bolden og arbejder videre med at styrke vores position som uddannelsesby.

Der er ingen tvivl om, at de mange studerende beriger vores kommune samtidig med, at de bidrager med vigtige kompetencer til vores erhvervsliv og offentlige institutioner”, slutter Daniel Nyboe Andersen.

Top 10: Danmarks bedste studiebyer 2022

  1. Aarhus
  2. Aalborg
  3. København
  4. Odense
  5. Esbjerg
  6. Herning
  7. Kolding
  8. Bornholm
  9. Horsens
  10. Vejle