Drømmer du om din egen restaurant?: Nordjysk hotel søger forpagter
Drømmer du om at drive din egen restaurant i Sæby? Så er chancen her nu.
Midt i Sæbys charmerende byliv ligger Hotel Aahøj – et lille, eksklusivt boutiquehotel, der nu åbner dørene for en ny samarbejdspartner:
En passioneret restauratør, der vil skabe liv i de smukke lokaler og være med til at udvikle stedet i samspil med hotellet.
Hotel og restaurant skal løfte hinanden
Hotel Aahøj er et high-end boutiques hotel, der er kendt for sin rolige atmosfære, personlige service og smagfulde indretning, hvor herskabelig elegance møder hjemlig varme.
Hotellet har 30 sengepladser og står foran en udvidelse på yderligere 5-10 sengepladser.
Gæsterne kommer året rundt, og hotellet oplever en stigende efterspørgsel på ophold, hvor madoplevelsen spiller en naturlig rolle.
Derfor søger de nu en restauratør, der kan supplere hoteloplevelsen.

Tanken er, at hotel- og restaurantdelen skal løfte hinanden.
“Der søges et tværgående og udviklende samarbejde, hvor hotel- og restaurantdelen kan fodre hinanden med afledt forretning,” står der i opslaget.
Terrasse med udsigt til haven
Fra selve restaurant-lokalet er der direkte udgang til den smukke lukkede have.
Her træder man direkte ud på et terrassedæk, hvor udendørs servering kan arrangeres, skriver de desuden:
“Der er potentiale for at udvide terrasse-området på sigt, men først søges en lejer eller forpagter til at drive projektet.
Hotellet har ikke tidligere haft en restaurant på stedet, dog har vi en forventning om, at timingen er helt rigtig på nuværende tidspunkt.”
Åben for forskellige koncepter
Hotellet er åbent over for flere typer køkkener – lige fra fransk brasserie og fine dining til traditionelt dansk madkøkken.
Det vigtigste er, at restauratøren driver stedet som en helårsrestaurant med faste åbningstider, så der kan arrangeret mad-ophold.
Køkkenet på hotellet er et anretterkøkken, så det vil være en fordel, hvis man som restauratør har adgang til egne produktionsfaciliteter.
Lejer står selv for service, udstyr og den endelige indretning af køkkenet.

Eget koncept – fast husleje
Hotellet stiller lokalerne til rådighed mod en fast husleje på 12.500 kroner + 4.000 kroner i forbrug pr. måned (i alt 16.500 kr. inkl. moms).
Der er ingen procentafregning eller krav om omsætning – og dermed frihed til at drive restauranten som sin egen forretning.
Lejeaftalen kan opsiges med seks måneders varsel, og der betales et depositum svarende til tre måneders leje.
Restauranten står klar til overtagelse fra dags dato, og Hotel Aahøj er klar til at tage imod den rette kandidat – gerne hurtigst muligt.
Se lokalerne i virkeligheden
Interesserede kan kontakte Kamilla Vinter på telefon 52 19 85 89 for en fremvisning af lokalerne – og en snak om mulighederne over en kop kaffe.