Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ny aftale: AaB’s stadionnavn på plads frem til 2026

Af Aske Bisgaard Pedersen
Arkivfoto / Foto: AaB
Arkivfoto / Foto: AaB

Siden 2017 har AaB og Aalborg Portland haft et tæt sponsorsamarbejde, og lige siden har klubbens hjemmebane heddet Aalborg Portland Park.

Sådan vil det også fortsat være som minimum de kommende tre sæsoner.

Det står klart, efter Aalborg Portland og AaB netop har forlænget den hidtidige aftale om stadionsponsoratet.

Det skriver AaB i en pressemeddelelse.

Stort fokus på stadionoplevelsen

Sponsoratet er således forlænget frem til 2026, og det sætter klubben stor pris på:

“Vi er utrolig glade for den opbakning, Aalborg Portland viser ved at forlænge samarbejdet med yderligere tre år.

Siden Aalborg Portland tegnede stadionsponsoratet i 2017, har vi haft et stort fokus på at løfte stadionoplevelsen, og det kulminerede for alvor med den enorme opbakning, vi oplevede i sidste sæson fra vores fans med rekordmange sæsonkortholdere og bedste tilskuersnit siden The Double-sæsonen i 2014,” siger Jesper Dalum, AaB’s midlertidige administrerende direktør.

Salgschef Morten Brinkmann supplerer:

“Som vores fans synger, går man i fabrikkernes skygge, når man går mod AaB’s kampe på Aalborg Portland Park, og både AaB og Aalborg Portland har dybe og traditionsrige rødder i Aalborg og Nordjylland.

Derfor glæder det os, at Aalborg Portland fortsat vil være med på holdet og danne rammen om AaB’s hjemmekampe de kommende tre sæsoner,” siger Morten Brinkmann.

Kom gratis til første hjemmekamp

Allerede 29. juli indtager AaB-spillerne igen Aalborg Portland Park, når klubben spiller første hjemmekamp i NordicBet Ligaen mod AC Horsens.

I den forbindelse har Aalborg Portland i samarbejde med Det Nordjyske Mediehus og Arbejdernes Landsbank inviteret alle AaB-fans gratis til sæsonens første hjemmekamp for at give det nordjyske mandskab en god start på tilværelsen i landets næstbedste række.

“Det er med en enorm stolthed, at vi bakker op om byens sportslige fyrtårn – og det gælder naturligvis også i modgangstider.

Derfor er vi også glade for at kunne forlænge stadionsponsoratet frem til 2026, og vi har en ambition om at være endnu mere aktive i samarbejdet med AaB de kommende tre år,” siger CEO Søren Holm Christensen fra Aalborg Portland og fortsætter:

“Med tilværelsen i NordicBet Ligaen er der samtidig behov for arbejdsro, så AaB hurtigst muligt kan vende tilbage til 3F Superligaen. Med forlængelsen af vores samarbejdsaftale ønsker vi at bidrage med både ro og forudsigelighed på sponsorsiden.

Derfor var vi ikke i tvivl om, at vi fortsat skulle bakke op om AaB, og vi vil også gerne opfordre øvrige samarbejdspartnere til at gøre det samme, så klubben og spillerne får de mest optimale betingelser i den kommende sæson.”

AaB og Aalborg Portland blev begge stiftet i 1880’erne, mens Aalborg Portland Park under navnet Aalborg Stadion blev indviet på sin nuværende placering i Aalborg Vestby for flere end 100 år siden.

Køb sæsonkort til AaB her og vær med til at hjælpe hele Nordjyllands hold tilbage i Superligaen.

Del artikel