Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Åbningsdato afsløret: Snart åbner skøjtebanen på C.W. Obels Plads

Af Stine Kjølby Christensen

Hvis der noget, der indikerer, at juleklokkerne snart ringer i midtbyen, så må det næsten være åbningen af Julemarkedet på Gammeltorv, Julemandens ankomst til Aalborg og ikke mindst åbningen af skøjtebanen.

Skøjtebanens fremtid var ellers usikker for blot få sæsoner siden, da den gamle skøjtebane var nedslidt, og det var svært at finde midler til en ny i det kommunale budget.

Men borgerne gjorde ”oprør” og fik blandt andet opbakning af erhvervslivet, så politikerne i sidste ende kunne finde en løsning.

Derfor kunne aalborgenserne sidste år, d. 15. december, træde ud på en splinterny skøjtebane på C.W. Obels Plads.

Igen i år bliver der rig mulighed for at agere Bambi på glatis, og i skrivende stund er der kun 31 dage til, at det hele skøjtes i gang.

Åbningen af skøjtebanen finder nemlig sted fredag d. 29. november – med forbehold for, at man ikke bliver ramt af vind og vejr eller tekniske drillerier.

En ægte Aalborg-tradition

Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, ser ligeså frem til at opleve endnu en skøjtesæson i midtbyen.

”Vintertid er skøjtetid.

Vi åbner igen skøjtebanen i den smukkeste kulisse på C.W. Obels Plads omgivet af historiske bygninger, caféer og byliv.

Sidste år fik vi en helt ny skøjtebane, der skaber en helt unik stemning i midten af Aalborg.

Skøjtebanen tiltrak rigtig mange besøgende, og det er en fantastisk aktivitet for hele familien; både for bambierne på glatis, de øvede, der laver vilde tricks på isen og for dem, der kigger på med en varm kakao i hånden.

Der er plads til alle, og vi glæder os til den nye skøjtesæson,” siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

Det bliver muligt at skøjte alle ugens dage i tidsrummet 10.00-07.00. I tidsrummet kl. 7.00 -10-00 er banen lukket pga. iskørsel.

Skøjteleje koster 30 kr. pr. par og kan betales med kontant eller MobilePay.

Skøjtesæsonen forventes at slutte i løbet af marts 2020.

Del artikel

Andre læser også