Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Åbner lørdag: Se de første billeder fra Aalborgs nye smykkecafé

Af Nathalia Hentze Nielsen

Begejstringen blandt vores læsere var ikke til at tage fejl af, da vi i december kunne afsløre, at Aalborg fik sin første smykkecafé.

Det er de to veninder, Karina Suhr Holm og Jeanette Kaae Storm Christensen, der fik idéen til Du er Smyk – en café, hvor du kan lave dine egne smykker – og de er sprunget ud i iværksætterlivet med begge ben.

Den seneste halvanden måned er gået med intenst arbejde for at få lokalerne på Østerbro 61 klar til åbningen, og nu er de næsten i mål.

“Vi glæder os utrolig meget. Der er en spænding i kroppen, fordi det er lige om lidt, at der kommer rigtige mennesker og sidder herinde,” siger Karina og smiler stort.

Mere præcist er det lørdag den 29. januar fra kl. 10.00 til 17.00, at dørene slås op, og nysgerrige aalborgensere kan få lov til at opleve lokalerne og ikke mindst udforske egne evner i smykkefremstilling.

Åbner lørdag: Se de første billeder fra Aalborgs nye smykkecafé

Lærer hele tiden

Lokalerne, der før husede en frisør, har gennemgået en stor forvandling.

Når du træder ind i caféen bliver du mødt af en disk, hvor du booker et bord, og her kan der også købes specialkaffe og hjemmelavet kage fra Bønkels.

Resten af den øverste etage er fyldt med borde, der fungerer som små arbejdsstationer med smykketange, bakker og selvfølgelig massevis af perler.

Nedenunder er der langborde, der kan huse endnu flere gæster og større grupper, der f.eks. ønsker at fejre fødselsdag, polterabend eller noget tredje.

Åbner lørdag: Se de første billeder fra Aalborgs nye smykkecafé

Åbner lørdag: Se de første billeder fra Aalborgs nye smykkecafé

Rammerne er dermed klar til gæster, men hvad med de to veninder?

“Det har været nemt at male væggene, men nu kommer tidspunktet, hvor vi skal vise, hvad vi kan med service. Vi skal virkelig give vores gæster en god oplevelse, så de går herfra og siger, at det har været de hyggeligste timer.

Nogle gange føles det lidt som om, vi famler rundt i blinde, men man lærer noget hele tiden,” fortæller Karina og bliver suppleret af Jeanette:

“Det er stadig en proces, og vi skal nok nå i mål, selvom vi ikke har sovet så godt i nat. Vores motto har hele tiden været ‘vi løser det’.”

Åbner lørdag: Se de første billeder fra Aalborgs nye smykkecafé

Åbner lørdag: Se de første billeder fra Aalborgs nye smykkecafé

Helt vild modtagelse

Spændingen om hvorvidt, der kommer gæster til den store åbning på lørdag er allerede indløst. Da MigogAalborg besøger den nye café, kan indehaver-duoen fortælle, at 30 personer allerede har booket bord til lørdag, og at der stadig er god plads.

Oveni det har Aalborg Kommune givet folkeskoleklasser mulighed for at besøge caféen og prøve kræfter med den kreative syssel; en mulighed som lokale skoler er sprunget på med det samme.

“Det er helt vildt. Tilbuddet kom ud til skolerne i dag, og der blev udsolgt efter kun 20 minutter,” siger Karina og må tage sig til hovedet.

Åbner lørdag: Se de første billeder fra Aalborgs nye smykkecafé

Undervejs i interviewet får følelserne frit løb flere gange; ikke kun fordi deres hårde arbejde snart skal bære frugt, men også fordi at hverdagen kommer til at se helt anderledes ud.

“Vi skal være herinde fra 12.00 til 20.00 hver dag, og hvad skal vores børn så lave? Vi har snakket meget om, at de skal være en stor del af dette, og at de kan lave lektier i baglokalet.

Vi kommer jo til at savne dem helt vildt. De har været så støttende, og caféen er blevet en hel familieting,” forklarer Jeanette og får tårer i øjnene.

“Nu græder jeg også,” siger Karina og begge kvinder griner, mens de tørrer tårerne væk.

Åbner lørdag: Se de første billeder fra Aalborgs nye smykkecafé

Fokus på samvær og nærvær

Samværet omkring caféen betyder tydeligvis meget for de to indehavere, og det vil også komme til udtryk i hele smykkecaféens koncept.

“Du er Smyk er ikke en professionel smykkeforretning, men et sted hvor man kan have nogle kreative timer sammen med folk, man holder af.

Det er en alternativ måde at være sammen på og vores fokus er på samvær og nærvær med hinanden,” forklarer Karina afslutningsvis.

Vil du gerne ind og opleve caféen selv, kan du allerede nu booke på Du er Smyk hjemmeside. Her kan man finde ledige tider og se priserne. Indehaverne understreger dog, at du er også er mere end velkommen til at komme spontant forbi.

Åbningen fejres i morgen, fredag den 27. januar, med en åbningsreception, hvor familie, venner og samarbejdspartnere er inviteret.

Hvad: Du er Smyk slår dørene op
Hvor: Østerbro 61, 9000 Aalborg
Hvornår: 29. januar, kl. 10.00