Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Åbner i legendariske lokaler: Ny Whiskybar slår snart dørene op

Af Emil Kjær Jørgensen

Skolelæreren Rune Holm har hele 800 af sine egne flasker kvalitetswhisky at begynde på, når han midt i oktober (gen-)åbner den gamle ”Kahytten” i Vejgaard i lysere farver – og nu for whiskynørder.

I Whiskybaren vil du kunne få skænket sjældne kvalitetswhisky’er i ekstra store mål til priser fra 40 til 4.000 kr. pr. velvoksent glas.

Respekt for historien

”Whiskybaren Kahytten” kommer den nye specialbar til at hedde i respekt for stedets hidtidige historie. Forpagtningskontrakten er underskrevet, og de nødvendige tilladelser er ved at være på plads.

Den kommende indehaver, Rune Holm, har i disse dage og uger travlt med at forberede overtagelsen, og Kahytten i sin nuværende form lukker ned med udgangen af september.

Udover omindretning, nymaling og nydekorering, skal Rune have helt styr på sortimentet i det lille lokale – med den dominerende hjørnebar og tilhørende seks høje barstole samt 24 siddepladser ved bordene på gulvet.

Åbner i legendariske lokaler: Ny Whiskybar slår snart dørene op

Erfaring med at drive bar har den 48-årige TECH COLLEGE-underviser og oprindeligt folkeskolelæreruddannede københavner ikke – skønt han dog påpeger at have besøgt og studeret en del gennem årene.

Til gengæld har Rune stor vilje og dyb indsigt i sine varer tillige med en fabelagtig egen samling på over 800 flasker whisky at begynde sin nye forretning på.

Bl.a. over 300! forskellige typer Johnny Walker, som han gerne vil lære nordjyderne at sætte endnu mere kvalitativ pris på. F.eks. Johnny Walkers mindre kendte Gold Label (den originale), den nyere Double Black, der er kendt som en røget blend, og den sjældne og kostbare Excelsior, som der kun er fremstillet ca. 10.000 flasker af, har en alder på ca. 50 år og en butikspris på omkring 8000 kr.

Mindst 100 flasker whisky – og lidt af det øvrige

Rune har de seneste 10 år samlet og opkøbt over 800 forskellige flasker til butikspriser fra bare 10 kr. og helt op til 75.000 kr. og selvfølgelig ikke alene Johnny Walker, men også f.eks. Ardbeg, Macallan og Yamazaki m.m. fl. Flasker, Rune nu har samlet på fjernlager.

Det hele begyndte udelukkende som en hobby, men flaskerne er med årene også erhvervet som investeringsobjekter fremfor traditionel pensionsopsparing – bl.a. på rejser og på nettet, hvor han i årevis har været engageret deltager i diverse whiskynørdfora. Han har med årene både købt og solgt en del, oftest med fortjeneste.

”Efter at have kigget på en hel masse ledige adresser i Aalborg er jeg overbevist om, at baren her har den helt rigtige begrænsede størrelse og dimensionering.

Her er alle muligheder for at skabe den rette, intime stemning, når der er blevet nymalet i lysere farver og dekoreret med bl.a. de flotte whiskytøndelåg og andre relaterede effekter, som jeg gennem årene også har samlet – og på sigt en stor reol med mine spændende flasker. Det kræver dog lige en forsikringsmæssig afklaring først, ” forklarer Rune.

Åbner i legendariske lokaler: Ny Whiskybar slår snart dørene op

I Whiskybaren planlægger Rune efter, at der altid skal være minimum 100 forskellige flasker whisky at vælge mellem. Plus selvfølgelig diverse kvalitetsflaskeøl at skylle efter med – samt et begrænset sortiment af andre typer spiritus – tre gin, tre rom, en vodka, en cognac osv. samt lidt vin og sodavand:

”For dem, der (endnu) slet ikke kan lide whisky, men gerne vil følges med deres venner,” som Rune siger.

”Og så har jeg fundet et par whiskyinteresserede bartendere, der meget gerne vil tage nogle af vagterne og stå klar med en god whiskyfortælling og et -råd, om de mange forskellige typer blends og single malts”.

Whiskybaren Kahytten får – indtil videre – åbningstid efter almindelig arbejdstid fra kl. 15 fra onsdag til lørdag. Hverdagene til kl. 23 og fredag-lørdag helt til kl 02.00.

Hvad: Whiskybaren Kahytten
Hvor: Hadsundvej, Aalborg
Hvornår: Åbner efter planen i midt-oktober

Du kan følge med på Facebook her.

Del artikel

Andre læser også