Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Åbner i CUPOs lokaler: Her er Aalborgs helt nye asiatiske perle

Af Emil Kjær Jørgensen

Det kom som en overraskelse for mange, da den populære italienske restaurant CUPO lukkede på Østerbro 22 i Aalborg sidste år.

CUPO var blandt andet nævnt blandt de bedste restauranter i Aalborg i den anerkendte madguide White Guide.

Men efter et år med TIL LEJE klistret på den flotte bygning, fortæller EDC Erhverv MigogAalborg, at de endelig har fundet en ny udlejer.

Om cirka to uger kan aalborgenserne se frem til en helt ny vietnamesisk restaurant, der både tilbyder takeaway og spisning i de lækre autentiske lokaler.

De bedste livretter fra Vietnam

MigogAalborg har taget en snak med ejeren An Tri Ly.

An Tri Ly kom til Danmark som bådflygtning tilbage i 1992, og har i de seneste 10 år arbejdet på den ikoniske Restaurant Italia i Århus, der lukker ned i det nye år.

Nu vil An Tri Ly tilbage til rødderne, hvor han er klar til at servere autentisk mad fra Vietnam.

Restauranten kommer til at bære navnet Pho Saigon.

“Århus har rigtig mange gode vietnamesiske restauranter, og i Aalborg kan man se frem til, at vi håndplukker nogle af de mest populære retter derfra.

Så man kan glæde sig til det bedste af det bedste fra Vietnam.”

Har ansat anerkendt køkkenchef

An Tri Ly har ansat en køkkenchef fra den anerkendte restaurant Pho C&P, som anses som en af Århus’ bedste vietnamesiske restauranter.

Pho er navnet på en traditionel vietnamesisk risnudel-suppe, og den kan man blandt andet se frem til at smage i mange forskellige varianter.

Derudover kan man også glæde sig til at sætte tænderne i klassiske retter som vietnamesiske forårsruller og ikke mindst de friske rispapir-ruller med alverdens fyld.

Med tiden er det også meningen, af restauranten skal servere de populære vietnamesiske sandwiches, Banh Mi.

“Vietnamesisk mad er generelt meget sund. Vi bruger næsten ingen olie i maden, og alle råvarer er helt friske,” forklarer An Tri Ly.

Satser stort på take away

Udover muligheden for at nyde maden i den hyggelige restaurant, vil Pho Saigon også satse massivt på take away, der passer lige ind i det vietnamesiske street food koncept.

Også her, har An Tri Ly en nyhed klar til aalborgenserne.

Han vil nemlig sælge det populære Bubble Tea, der har vundet indpas rundt omkring i hele verden.

Pho Saigon skal konkurrere mod en del restauranter i Aalborg, hvor især Nam Noodles og Nobu Street Food også leverer autentisk asiatisk mad.

Men den konkurrence hilser An Tri Ly velkommen.

“Vi har kigget på priserne i Aalborg, og vi tør godt love, at vi bliver de allerskarpeste på prisen. Det betyder ikke, at vi ikke har fokus på kvaliteten.

Alt er stadig lavet fra bunden og med friske råvarer.”

Indretningen bliver også præget af vietnamesisk kultur. An Tri Ly vil blandt andet pryde restauranten med forskellige originale malerier fra Vietnam.

Dermed er det ikke kun duften og smagen, der giver gæsterne et indblik i den vietnamesiske kultur.

Pho Saigon åbner efter planen om cirka to uger på Østerbro 22, lige over for Nordkraft.

Del artikel

Andre læser også