Åben dør til scenen: Ankerstjerne søger aalborgensisk opvarmningsartist
Drømmer du om at stå på scenen foran et stort publikum og åbne for en af Danmarks største popnavne?
Så er det nu, du skal gribe chancen.
Når Ankerstjerne gæster Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) torsdag den 26. februar 2026, leder han efter en lokal opvarmningsartist, der kan kickstarte festen.
Her har du mulighed for at blive en del af en aften fyldt med hits, ny musik og musikalsk fællesskab i selskab med et af dansk popmusiks stærkeste navne.
Det fortæller han i en video på Facebook.
En hitparade uden lige
Efter udsolgte koncerter i Store VEGA og Poolen har Ankerstjerne for alvor markeret sit comeback til livescenen.
Nu tager han på sin første Danmarksturné i flere år, og Aalborg er en af seks udvalgte byer på tourplanen.
I AKKC’s Europahallen kan publikum glæde sig til en hitparade uden lige, når Ankerstjerne spiller både sine største sange og nyt materiale.
Bag ham står et imponerende bagkatalog, som tæller kæmpehits som ’I Mine Øjne’, ’Øde Ø’, ’Olivia’ og ’Din For Evigt’.
Turnéen markerer samtidig en ny musikalsk æra med den aktuelle EP Ny Nostalgi, der indeholder numre som ’Børn Af Natten (Hola Bonita)’, ’Viva’ og ’Os To’ – lavet i samarbejde med blandt andre Daniel Schulz og Sigvardt.
Har du lyst til at varme op for en af Danmarks største hitmagere, så send en mail til ankerstjerne@allthingslive.com senest 1. november.
Så uanset om du vil stå på scenen eller bare nyde en aften i selskab med stor musik og høj energi, så er 26. februar en dato, du bør sætte kryds ved.