Kæmpe satsning: AaB får tilført 45 mio. kroner
For et år siden købte den tyske virksomhed Sports Strategy Excellence 22 cirka 20 procent af aktierne i AaB.
Samtidig blev der indgået aftaler om såkaldte warrants, hvor SSE22 kunne øge aktieandelen til 50,5 procent.
SSE22 har nu givet bindende tilsagn om at effektuere Warrant 1 til en pris pr. aktie på 44,26 kr. mod et yderligere kapitalindskud på 45.398.667 kr.
Det betyder kort og godt, at AaB i den kommende tid vil få 45.398.667 kr. Det skriver AaB i en pressemeddelelse.
Pengene skal bruges til at booste klubben som helhed. Det gælder blandt andet en yderligere styrkelse af AaB Akademiet, klubbens infrastruktur og AaB’s kommercielle udvikling.
AaB Akademiet i centrum
AaB’s bestyrelsesformand Niels David Nielsen udtaler:
“Vi tog et strategisk valg ved at søge en partner med fodboldfaglig viden og internationalt netværk og indgik aftale i marts 2023 med SSE22.
Dette valg har vist sig bæredygtigt og tilført os både strategiske og operationelle kompetencer lige fra akademiet og op til førsteholdet.
Derfor glæder det os, at vi allerede nu får tilført yderligere økonomiske ressourcer til at fortsætte denne udvikling.”
Han tilføjer:
“I den forbindelse er det også vigtigt at understrege, at der i denne proces ikke er nogen, der har solgt aktier. Der er udelukkende tale om nye aktier.
Den lokale storinvestorkreds, der blev samlet i 2013, og som sidste år blev udvidet fra ni til 20 investorer – er alle stadig ombord – ligesom andre, nye lokale investorer nu har valgt at støtte op om AaB og SSE22.”
AaB og SSE22 vil fortsat sammen videreudvikle klubbens sportslige sektor, hvor AaB Akademiet vil være i centrum.
Det langsigtede mål er at skabe et 3F Superligahold, der permanent er en del af toppen af dansk fodbold. Det er ligeledes ambitionen at udvikle lokale talenter fra AaB Akademiet til 3F Superligaen og til international fodbold.
Partnere blander sig i operationelle spørgsmål
Bestyrelsen i AaB og SSE22 er enige om, at AaB’s udvikling skal være bæredygtig og langsigtet til gavn for aktionærer, fans, sponsorer, medarbejdere og de mange interessenter, som bakker op om AaB, hvorfor også den kommercielle udvikling er vigtig.
Jan Peters, bestyrelsesmedlem i AaB A/S og medstifter af SSE22, uddyber:
“Med skridtet til at tilføre mere kapital og blive hovedaktionær vil vi endnu engang understrege, at AaB også i fremtiden med fodbold i centrum skal fortsætte med at vokse i regionen.
Til det formål har det været nødvendigt at finde den rigtige investorkonstellation, der står bag vores idé og støtter os – uden at blande sig i de operationelle beslutningsprocesser i og omkring AaB.
Vi har ikke haft travlt og har nu fundet partnere, der ønsker at fortsætte ad den vej, vi er slået ind på.”
Han fastlår, at deres nye partnere, SSE22, deler deres vision og motivation.
“Det er vigtigt for os at fastslå, at vores partnere ikke vil have noget at skulle have sagt i operationelle spørgsmål. Sådan har det været indtil nu, og det vil ikke ændre sig i fremtiden,” understreger han.
Begejstrede for lokale investorer
Udviklingen glæder også formand i AaB’s moderklub AaB af 1885 og bestyrelsesmedlem i AaB A/S, Claus Fallingborg:
“AaB af 1885 bakker 100 procent op om denne udvidelse af vores kapitalgrundlag i AaB A/S. Disse midler vil hjælpe os med at nå de mål, vi har omkring talentudvikling og udvikling af klubben som helhed.
Vi er begejstrede for det arbejde, der nu bliver gjort i klubben, og vi er især glade for de lokale investorer, som også bidrager og bliver en endnu større del af AaB og den udvikling, vi har sat i gang.”
AaB’s administrerende direktør Michael Tuxen Boll supplerer:
“Det er naturligvis glædeligt med denne udvikling, hvor SSE22 markerer, at der er handling bag ordene, så vi kan blive styrket i bestræbelserne på at blive en bæredygtig forretning og være en konkurrencedygtig klub.
Grundlæggende er det fodbolden, som skal drive os frem, og hertil skal vi i administrationen rent kommercielt være med til at skabe en oplevelse og et produkt, som alle – det være sig fans, partnere, sponsorer og den almindelige tilskuer – ønsker at være en del af, hvilket det igangværende strategiarbejde skal medvirke til.”
AaB A/S holder ordinær generalforsamling 3. april.