Drømmen lever: AaB med storsejr i vital bundkamp
Optakt med stor fanmarch i Aalborg, hvor håbefulde AaB-fans skrålede løs med slagsange til lyden af taktfulde trommer.
Det satte stemningen, inden et propfyldt Aalborg Portland Park skulle være vidne til det skæbnesvangre opgør mellem AaB og AC Horsens.
Og AaB-spillerne var bestemt den fornemme optakt værdig og hev tre vitale points til Aalborg med en stensikker 4-0-sejr.
Endnu vigtigere fik AC Horsens nul points med hjem fra det nordjyske, og der er nu kun et enkelt point, der adskiller de to hold i nedrykningskampen.
Drømmen om endnu en sæson i Superligaen lever altså i bedste velgående for et velspillende AaB-mandskab i den direkte nedrykningsduel mod AC Horsens, der omvendt er i resultatmæssig krise og nu har tabt tre ud af de seneste fire kampe.
Sådan forløb kampen
AaB dominerede med et kæmpe og konstant pres den første godt halve times tid med flere “lige ved og næsten”-chancer og rigtig godt sammenspil i front særligt mellem Sousa og Helenius.
Og efter 36 minutter kom den helt store forløsning.
Efter et uselvisk opbygget angreb med flot spil mellem Helenius, Prip, Sousa kunne Younes Bakiz sikkert kunne banke bolden i kassen til 1-0.
En fuldt fortjent 1-0-føring til det AaB med en boldbesiddelse, der på det tidspunkt i kampen nærmede sig 70%.
AaB fortsat den store dominans kun afbrudt af enkelte, sjældne Horsens-visit i hjemmeholdets straffesparksfelt, der kulminerede i den dybe tillægstid inden pausen, hvor AaB fik tildelt straffespark, efter en Horsens-spiller havde hånd på bolden.
Sousa stod klar med bolden på pletten til at sparke og fordoble føringen inden pausen. Men kampens dommer, Jakob Sundberg, måtte dog en tur forbi VAR-skærmen, hvorefter han dømte offside i situationen op til straffesparket.
Kort efter kunne fløjte til pause med en 1-0-føring til hjemmeholdet.
Fortsat dominans i anden halvleg
På trods af skuffelsen over det annullerede straffespark kunne AaB gå veltilfredse til pause til store klapsalver fra fansene.
AaB kom også stærkt fra start i anden halvleg, hvor der heller ikke gik længe, før chancerne bød sig, hvor manglende skarphed var eneste årsag til, at 2-0-føringen ikke kom allerede efter få minutter.
Scoringen kom dog efter 55 minutter, hvor Oliver Fossum bragede den i mål med et flot hovedstød efter et giftigt indlæg af Kristoffer Pallesen.
Perfekt start på anden halvleg og 2-0 til AaB.
Kort efter kom der skår i glæden, da Sousa, der på det tidspunkt var kampens nok bedste spiller, måtte efter 57 minutter udgå med det, der lignede en forstrækning i baglåret.
3-0 blev det da også efter 72 minutter, da Bakiz for anden gang i kampen bankede bolden i mål efter endnu et fremragende indlæg fra Pallesen og et Helenius-hovedstød på stolpen.
Det var ikke nok til at vække et opgivende Horsens-mandskab, hvor det fortsat duftede mere af en scoring til AaB end Horsens.
Og det blev ikke kun ved duften, da Oliver Ross efter 83 minutter sendte et drømmehug i kassen og bragte AaB foran med 4-0.
AaB kørte sejren sikkert hjem de resterende minutter og cementerede for alvor sit kandidatur i overlevelseskampen.
En på alle måder sikker og vital sejr til et velspillende AaB-mandskab mod et Horsens-mandskab, der havde glemt sin spillelyst i det østjyske.
Der resterer fem kampe af sæsonen, hvor AaB møder næste gang OB på udebane på fredag d. 12. maj.