Forstærkning i forsvaret: AaB henter rutineret, dansk højreback i Horsens

Torsdag kunne AaB præsentere endnu et nyt navn til den kommende sæson.
Denne gang er det en forstærkning til forsvaret, efter at klubben for kort tid siden har sagt farvel til lidt af en fan-favorit i Kasper Jørgensen på netop den del af banen.
28-årige Mikkel Kallesøe, der i den forgange sæson spillede for AC Horsens, har skrevet under på en toårig kontrakt med nordjyderne og skal hjælpe i bestræbelserne på at rykke direkte tilbage i den bedste danske række.
Medbringer Superliga-erfaring
Mikkel Kallesøe har spillet 209 kampe for Randers FC, hvor han begyndte sin seniorkarriere.
“Mikkel Kallesøe har bevist sig i 250 kampe i dansk fodbold, og dermed bringer han selvfølgelig både noget erfaring og kvalitet til vores trup. Som spiller er han dynamisk, pålidelig og har en fysisk god pakke, hvorfor vi ser ham som en tydelig forstærkning af vores hold,” siger Michael Tuxen Boll på klubbens hjemmeside.

I sin tid i Randers FC blev det til 11 scoringer og 20 assists for højreforsvaren.
Mikkel Kallesøe selv ser frem til at bytte AC Horsens ud med AaB:
“AaB er en rigtig stor og historisk klub med gode fans, så det var en no-brainer for mig, da de kom på banen.
Jeg håber, at jeg med mine løb op ad siden, mine indlæg og mit arbejde i holdets tjeneste kan være med til, at vi rykker op i 3F Superligaen og gør det på et godt fundament og spiller noget god fodbold,” siger han.
Den 28-årige vestjyde får nummer 2 på ryggen i AaB.