Åååååååh nej: AaB sendt ud af Superligaen efter kollaps i tillægstiden

En AaB-sejr hjemme over Silkeborg og lidt hjælp fra Viborg mod Vejle i Superligaens næstsidste spillerunde søndag eftermiddag. Det var kravet, hvis AaB ville have sin nedrykningsskæbne på egne fødder i sidste spillerunde.
Langt hen ad vejen tydede det på, at AaB ville klare sin del af opgaven. Foran 2-1, da dommerens tillægstid blev sat igang. Her faldt korthuset så fuldstændig sammen og Silkeborg formåede at score to gange. Med nederlaget er alt håb altså definitivt ude, da Vejle hentede en 1-0-sejr i Viborg.
Det startede ellers godt for aalborgenserne, der inden søndagens kamp som de eneste fortsat havde første sejr i nedrykningsspillet til gode.
Således kunne hovedparten af de 11.000 tilskuere på Aalborg Portland Park juble efter 36 minutter af første halvleg, hvor gæsternes Robin Østrøm sendte bolden i eget net. 1-0 til AaB og kunstigt åndedræt til håbet om overlevelse.
Fotos: Mathias Gregersen Larsen
Et straffespark begået af Kasper Jørgensen fem minutter inde i tillægstiden af første halvleg blev dog forvandlet til en gigantisk kold spand vand i hovedet AaB’erne. En sikker scoring af Tonni Adamsen og 1-1 ved pausen.
I Viborg var der heller ikke megen hjælp at hente de første 45 minutter. Her var pausestillingen 1-0 til Vejle.
Bekymrede miner var der masser af på stadion det første kvarter af anden halvleg, hvor Superliga-overlevelsen hang i en meget tynd tråd… lige indtil Nicklas Helenius i 61. minut dukkede op i feltet og prikkede bolden i nettet efter fornemt forarbejde af Mathias Jørgensen.
Indtil 90. minut så det altså ud til at AaB formåede at bevare håbet om overlevelse – vel at mærke i en meget tynd tråd efter Vejles sejr.
Og så gider vi ikke bruge mere krudt på at skrive om de sidste to mål, hvor Simmehack og Adamsen blæste alt håb ud.
Næste sæson bliver altså i 1. division.












































