18.001 kroner til Knæk Cancer: 9-årige William har samlet pant i et år

I går kulminerede Knæk Cancer-ugen med det store årlige liveshow på TV2, hvor formålet er at sætte fokus på kræft og samle penge ind til forskning i behandling af sygdommen.
For 9-årige William Mønster Faigh fra Aalborg var det også kulminationen på mange måneders hårdt arbejde.
“Min morfar har kræft, og han bliver ikke rask. Så jeg vil hjælpe andre, så de kan blive raske,” fortæller William om sit pant-projekt.
Siden januar har han nemlig samlet pant for at kunne donere så mange penge som muligt til Knæk Cancer.
Og man må sige, at han har formået at hjælpe! Hele 18.001 kroner fik han samlet ind.
“Vi er simpelthen så stolte af ham,” siger hans mor, Lotte Faigh, der siden januar har været Williams chauffør, når tomme flasker skulle hentes og pantes.
Men selve projektet har været Williams eget – helt fra start.

Har samlet siden januar
Det hele begyndte under Knæk Cancer-showet sidste år, hvor Williams kusine solgte armbånd og samlede penge ind.
Det fik den dengang 8-årige William til at tænke over, hvordan han selv kunne gøre en forskel.
I januar blev idéen født: Han ville samle pant.
“Det har vi selvfølgelig støttet ham i, men det har været hans eget projekt,” siger Lotte Faigh.
Hun lagde et opslag på Facebook, og siden tog det fart. William tog til den ene koncert efter den anden – bevæbnet med sit skilt og store affaldssække.
“Og folk har været helt vildt opbakkende,” fortæller Lotte.
Målet var 10.000 kroner og navn på skærmen
Især karneval fyldte godt i Williams sække, mens Lottes opslag spredte sig vidt omkring på sociale medier.
El-salg i Aalborg donerede, Crossfit Aalborg donerede, og i sidste uge meldte også Emil Thaarup fra Restaurant Emil sig på banen.
Mere end 50 gange, vurderer William og Lotte, har han stået ved pantautomaten for at tømme sine sække.
“Mit mål var at samle 10.000 kroner ind, for så kommer man på skærmen til showet,” fortæller William.
Hans forældre syntes, det var et temmeligt ambitiøst mål – men William holdt fast. Selv på de dage, hvor det ikke var helt så sjovt at være pantsamler.
Og i går, lørdag, kom hans navn så på skærmen!

“Det var sjovt at se,” siger William stolt.
I dag, søndag, puster han velfortjent ud efter mange timers hårdt arbejde. Men drømmene om næste års projekt lever allerede i ham.
“Jeg tror godt, jeg kan samle 20.000 ind til næste års Knæk Cancer-uge,” siger han, og hans mor tilføjer:
“Men så tror jeg, vi køber en hoodie med teksten ‘Alt pant går til Knæk Cancer’, så du ikke skal stå med skiltet,” siger hun og smiler.
I alt blev der samlet 137.606.333 kroner i år.

Læs også: Fra beboer til beboer: Bydel lancerer BytteByen