80 år siden befrielsen: Oplev jeeps og erstatningskaffe fra 2. verdenskrig på Budolfi Plads

“I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig…”
Sådan lød det i radioen om aftenen den 4. maj 1945. Danmark var endelig frit efter fem mørke år under tysk besættelse.
Nu, 80 år senere, genlyder frihedens stemme i Aalborg, når Aalborg Historiske Museum søndag den 4. maj 2025 inviterer hele byen stor fejring af befrielsen – med fri entré, historiske oplevelser og aktiviteter for både store og små.
På Budolfi Plads rykker historien helt tæt på. Her kan du opleve de ikoniske militære køretøjer, der var med til at forme Europas befrielse i 1945. Sid i en ægte amerikansk Jeep, tag en selfie foran en af de ældste overlevende GMC-lastbiler, og kom helt tæt på en imponerende Bofors-kanon.
Der vil også være civile veterankøretøjer fra 1940’erne, som bringer tidsånden til live.

Smag på besættelsen
Indenfor på museet kan man – bogstaveligt talt – smage sig tilbage i tiden. På menuen er blandt andet Rich’s erstatningskaffe, ølkage og havregrynskugler lavet efter originale rationeringsopskrifter fra besættelsestiden.
Ølkagen er baseret på Kirsten Hüttemeiers legendariske opskrift.
Er du blevet forelsket i smagen af historien, kan du endda tage den med hjem: Museet sælger bagekits med opskrift og ingredienser, så du selv kan bage ølkagen derhjemme.

Musik og aktiviteter for børn
Børnene kan opleve besættelsen på en legende og lærerig måde. I værkstedet kan de sy deres egne frihedskæmper-armbind, skrive illegale blade på gammeldags skrivemaskiner og kopiere dem på en spritduplikator – præcis som modstandsbevægelsen gjorde det i 1940’erne.
De allermindste kan folde kreativiteten ud ved tegnestationen med historiske farvelægningsark.
Kort før middag fyldes museet af musikken fra besættelsestiden. Sangerinden Ester Gjerrild og kontrabassist Niclas Flórez Gjersøe optræder med både fællessange og en særlig fortolkning af In Memoriam, som er en stærk hyldest til modstandsfolkene Niels Erik Vangsted og Poul Kjær Sørensen, der mistede livet i kampen for frihed.
Program
Kl. 11.00-15.00 Historiske køretøjer på Budolfi Plads foran museet (Gruppen Baker-Company)
Kl. 11.00-15.00 For børn: Sy frihedskæmper-armbind og tryk illegale blade på spritduplikator
Kl. 11.00-15.00 Film fra befrielsesdagene i Aalborg
Kl. 11.00-14.00 Smagsprøver på erstatningskaffe og ølkage bagt efter rationeringsopskrift
Kl. 11.30-12.00 Koncert og fællessang med besættelsestidens toner
Kl. 12.30-13.00 Fortælling i museets besættelsesudstilling
Kl. 13.30-14.00 Fortælling i museets besættelsesudstilling
Fra kl. 19 og frem afholdes byvandringer med temaet Aalborg under besættelsen – køb billet på nordjyskemuseer.dk.
Dagen byder også på visning af filmen Befrielsen med unikke optagelser fra majdagene i 1945 i Aalborg – fanget af fotograf Jess Jessen.
Derudover kan gæster komme med på guidede rundvisninger i museets udstilling om besættelsen.
Som prikken over i’et arrangerer museet også byvandringer med besættelsestema, hvor du blandt andet får adgang til et ægte beskyttelsesrum fra 1944 i Prinsensgade.