7.500 kr. pr. billet: Eksklusiv vinsmagning udsolgt på rekordtid

Mange nordjyder har prøvet at være til en vinsmagning – enten i privaten, i det lokale supermarked, på en vinbar eller hos den lokale vinpusher.
Men det er nok de færreste, der har prøvet at være med til en vinsmagning, hvor en billet koster 7.500 kr. …
Ja, du læste rigtigt.
På fredag stikker det helt af, når San Giovanni inviterer til en vinsmagning, hvor ordet “eksklusiv” nærmest ikke er dækkende.
Kongernes vin indtager San Giovanni
På fredag starter efterårsferien på fornemste vis for en lukket skare på bare 7 personer, når de skal igennem en helt unik og eksklusiv smagning med Barolo-vine fra Giacomo Conterno.
Barolo-vinen, der produceres på Nebbiolo-druen, kaldes ofte for kongernes vin – og vinens konge.
“Vi ville gerne invitere flere med, men vinen er så eksklusiv, at vi simpelthen ikke har mere til rådighed.
“Vi bliver tildelt vinene hvert år i meget begrænsede mængder, og Riserva Monfortino er eksempelvis ikke produceret i de sidste tre årgange og kun cirka 20 gange de sidste 50 år,” siger Mikele Volpi, ejer af San Giovanni, til MigogAalborg.

En billet til den særlige aften koster 7.500 kr., og billetterne røg på rekordtid.
“En af vinene til smagningen koster 16.500 kr. flasken på vores kælderkort, så det er virkelig også top-top vine, man kommer til at smage. Det bliver en helt særlig oplevelse,” lover Mikele.
Vinene, der skal smages på fredag, har San Giovanni haft liggende i deres temperaturstyrede kælder i flere år.
De 10 vine til smagningen:
Barbera Ceretta 2018 & Barbera Francia 2018
Barolo Arione 2017 & Barolo Arione 2018
Barolo Ceretta 2017 & Barolo Ceretta 2018
Barolo Francia 2004 & Barolo Francia 2005
Barolo Riserva Monfortino 2000 & Barolo Riserva Monfortino 2001
En magisk aften i vente
Conterno er i den absolutte elite hvad angår italiensk vin – og på verdensplan i øvrigt – og vinene herfra er nogle af de mest eftertragtede for samlere og entusiaster.
Conterno har dyrket vin i Piemonte siden 1770’erne, og Adriat Vinimport har haft importen fra Conterno siden 1997.
Roberto Lolli, der er 2. generation ved Adriat Vinimport , kommer selv til Aalborg denne aften og holder smagningen.
Vinene smages til en nøje komponeret 5 retters menu.
Salute!