Efter stor succes med løbehjul: Nu er 500 delecykler på vej til Aalborg
Inden længe kan du nemt snuppe en delecykel i Aalborg, når du skal fra a til b.
Aalborg Kommune har nemlig besluttet at gen-prøve sådan en ordning – denne gang med el-cykler.
Allerede inden sommerferien vil der derfor blive placeret 500 elektriske delecykler i Aalborg og Nørresundby fra virksomheden Lime.
“Nu prøver vi igen. Denne gang er det el-cykler, og man kan placere dem mange flere steder end sidst.
På den måde, er det her en mere fleksibel løsning,” siger rådmand for teknik og miljø, Peter Lindholdt (DD).
Den tidligere delecykelordning med Donkey Republic lukkede igen i 2021 efter få år med begrænset succes.
Foreløbigt er det kun et forsøg
Den nye ordning bliver en forsøgsordning, der i første omgang løber i et år.
I den periode vil kommunen løbende holde øje med, hvor cyklerne bliver brugt.
“På den måde kan vi danne os et overblik over, hvor der er størst behov, og hvordan trafikken bevæger sig,” siger Peter Lindholdt.
Samtidig understreger han, at man vil sikre, at de nye cykler ikke bliver til gene i byen.
“Vi har selvfølgelig også øje for, at cyklerne ikke bare ligger og flyder, og at der er plads til dem i stativerne rundt omkring,” siger han.
Derfor er han heller ikke afvisende overfor, at de 500 nye cykler giver anledning til at opføre flere cykelstativer.
Løbehjul er en succes
Aalborg Kommune har valgt at satse på ordningen som et led i at understøtte bæredygtig mobilitet.
“Der er ikke økonomi i det for Aalborg Kommune,” understreger Peter Lindholdt.
Samtidig peger han på, at kommunen allerede har gode erfaringer med de deleløbehjul, som i dag er en fast del af bybilledet.
Ifølge kommunen blev der sidste år kørt mere end 230.000 ture på VOI’s løbehjul i Aalborg – en stigning på 14,5 procent sammenlignet med året før.
Hvis delecyklerne bliver en succes, kan det åbne døren for endnu flere delemobilitetsløsninger i Aalborg.
“Vi giver det et forsøg mere med cykklerne. Og bliver det en succes, kan det jo være, at vi åbner for endnu flere cykler og andre muligheder,” siger Peter Lindholdt.
Fordelen ved de kommende delecykler er, at man – i modsætning til løbehjulene – ikke behøver at have cykelhjelm på, når man bruger dem.
“Og så har jeg en fornemmelse af, at det mest er de unge, der bruger løbehjul, mens cyklerne nok vil henvende sig mere bredt til både unge og ældre,” siger rådmanden.
Læs også: Rekordoverskud: Forsvarsvirksomhed tjener millioner på droner