47 år i Hasseris Bymidte: Madam Hair lever af loyale kunder
Er det et krav at ligge midt i Aalborg centrum, hvis man gerne vil drive en succesfuld frisørsalon?
Ikke hvis du spørger Madam Hair, der har adresse i Hasseris Bymidte.
Lige siden 1977 har salonen været en fast del af lokalmiljøet i Hasseris, og her i 2024 drives den af Camilla Hedegaard Therkildsen.

Camilla har været en del af salonen siden 2012, og siden da har både hun og hendes dygtige team af frisører drevet Madam Hair som en integreret del af lokalsamfundet og de mennesker, der kommer i det.
Seks dage om ugen står Camilla, Christina, Christinna B. og Tina klar til at tage imod hver deres trofaste kunder.
Den 6. januar starter Rikke også fuldtid i salonen.

“Jeg tror, at vi har formået at skabe en salon, hvor nærmiljøet og det personlige forhold til kunderne er i fokus,” forklarer hun.
“Vi ligger jo lidt udenfor centrum, og det gør, at man får et stærkt forhold til de mennesker, der kommer her – fordi det ofte er de samme, man vinker til ovre i Føtex.”
Salonen råder over hele 100 kvadrameter samt kontor, køkken og baglokale – så der er altså ikke tale om en lillebitte landsby-frisør med en enkelt vask.


“Man bliver helt rørt”
Ifølge Camilla har Madam Hair både mange trofaste kunder, der har besøgt salonen i årevis, og nye, som finder vej til den charmerende bymidte.
“Vi har så mange faste kunder, at man bliver helt rørt – også nogen, der er trådt ind ad døren i mange flere år end jeg selv,” siger Camilla.
Selvom Madam Hair ligger udenfor midtbyen, ser Camilla placeringen som en kæmpe fordel.
“Her er gode parkeringsmuligheder, og det gør det nemt og bekvemt for kunderne at komme til os – både dem fra nærområdet og dem, der kører længere for at besøge os,” siger hun.

For mange af Madam Hairs kunder har nærheden og de personlige relationer stor betydning.
Flere af dem vender tilbage år efter år, og Camilla ser dem som en del af salonens udvidede familie.
“Vi har mange familier, hvor både børn og voksne kommer fast. Og selv når kunderne flytter væk, kommer de stadig tilbage.
At være frisør handler nemlig om meget mere end bare at klippe nogens hår; det handler om gode relationer,” slår hun fast.

Højt til loftet og plads til alle
Hos Madam Hair handler det da heller ikke kun om klipninger og hårfarver – men om at skabe en god oplevelse for hver eneste kunde.
“Vores værdier er, at der skal være højt til loftet og plads til alle,” siger Camilla.
“Vi går op i faglighed og i at hjælpe kunderne med at finde præcis de produkter og teknikker, der virker for dem, så de kan få gode resultater – også derhjemme.”

Salonen samarbejder med tre nøje udvalgte produktbrands: Kerastase og Shu uemura fra L’Oréal, samt Kevin Murphy og GHD.
“L’Oréal er en stor samarbejdspartner for os, og vi sætter stor pris på deres arbejde for bæredygtighed og ansvarlig produktion,” forklarer Camilla.
“Det er vigtigt for os, at de brands, vi bruger, tager ansvar – og at kvaliteten naturligvis er i top.”
Og sådan gør det sig gældende over hele linjen for Madam Hair i Hasseris Bymidte – alting er (naturligvis) i top.
Du kan læse mere om Madam Hair lige her.