377 trafikuheld ved vejarbejder: Så slemt står det til i Nordjylland
I 2023 skete der 377 trafikuheld ved vejarbejder.
Halvdelen af disse uheld, helt nøjagtigt 189, skete i Region Hovedstaden. 100 af uheldene skete i Region Syddanmark, og det er dobbelt så mange som Region Midtjylland, hvor der skete 47 uheld – hvilket igen er dobbelt så mange som de 24 uheld, der skete i Region Sjælland.
I Region Nordjylland var der 17 uheld ved vejarbejder i løbet af året.
Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Selvom vi her i regionen indtager dukse-positionen, så er tallene stadig alt for høje.
“Uanset hvad årsagen er til forskellen, så er tallene for høje og vidner om en manglende forståelse hos nogle trafikanter for, hvordan man bør køre forbi et vejarbejde,” fortæller afdelingsleder Marianne Foldberg Steffensen fra Vejdirektoratet.
”Vi oplever, at nogle bilister har svært ved at se, hvorfor hastighedsgrænsen ved et vejarbejde også skal gælde, når der ikke er vejarbejdere til stede.
Men det er vigtigt at forstå, at hastighedsnedsættelsen lige så meget er for trafikanternes egen skyld som for vejarbejdernes,” fortæller hun.
Antal uheld ved vejarbejder i 2023
Region Nordjylland: 17
Region Sjælland: 24
Region Midtjlland: 47
Region Syddanmark: 100
Region Hovedstaden: 189
Lancerer ny kampagne
Derfor lancerer Vejdirektoratet nu kampagnen ”Kør forsigtigt ved vejarbejde”, der skal minde trafikanterne om, at hastighedsgrænserne ikke bare er for sjov.
Der er nemlig som regel flere grunde til, at hastighedsgrænsen bliver sænket ved et vejarbejde. Vejens forløb kan være ændret, vejbanerne kan være gjort smallere end normalt, eller der kan være tunge maskiner placeret tæt på kørebanen.
Alt sammen ting, der gør, at vejen ikke egner sig til de normalt højere hastighedsgrænser.
”Det er en farlig misforståelse, at hastighedsgrænsen kun er sat ned for vejarbejdernes sikkerhed, for det er faktisk i langt de fleste tilfælde bilisterne, der kommer til skade i trafikuheld ved vejarbejder,” siger Marianne Foldberg Steffensen.
Dobbelt bødetakst ved vejarbejder
Hertil kommer, at trafikuheldene ofte skaber lange køer og forsinkelser, der påvirker mange andre trafikanter og koster samfundet penge.
Desuden risikerer trafikanterne også en direkte økonomisk konsekvens, hvis de ikke overholder hastighedsgrænsen ved et vejarbejde, fortæller Marianne Foldberg Steffensen.
”Man skal huske, at der er dobbelt bødetakst, hvis man kører for hurtigt ved et vejarbejde. Så selv når det ikke går galt, kan det altså stadig blive en dyr omgang,” siger hun.