3 retter fra 225 kr: Restaurant SMAEK har fået en flyvende start

Der var store forventninger, da nogle af Aalborgs største restaurationsprofiler meldte ud, at de ville gå sammen om at åbne en helt ny restaurant i byen.
Navnet var SMAEK og blev skabt i et kollegialt samarbejde mellem Mads Hyllested (Applaus og Dejavú), Kim Jeppesen og Anne-Marie Menendez (Nam og Menendez).
I front finder man Mikkel Jensen som med sin fortid på Ruths Hotel, Restaurant Mest og senest som køkkenchef på Restaurant Rusk, er klar til at vise aalborgenserne, hvordan man får smæk for skillingen.
Og det må sige at være lykkes.
Fantastisk start til Tall Ships Races
SMAEK åbnede op ved havnefronten, i de legendariske Casa Blanca-lokaler, i forbindelse med The Tall Ships Races og siden første dag, har gæsterne strømmet til.
Konceptet er udviklet ud fra kærligheden og passionen for maden – men uden at du behøver lægge en formue for et måltid.
På aftenkortet tilbyder SMAEK eksempelvis tre retter fra bare 225 kr. – en pris, der med det samme får én til at undre sig: Hvordan kan det overhovedet lade sig at gøre?
Derfor besluttede vi os selvfølgelig at kigge forbi; en velvalgt fredag aften, hvor SMAEKS første terrassefest også blev spillet i gang af en lokal DJ.
Mange havde fået den samme idé, og restauranten var stort set fyldt både inde og ude, da vi sultne ankom kl. 19.30.
God pris, svære valg
Der var selvfølgelig ingen tvivl om, at vi ville springe ud i en trerettersmenu.
Men herefter blev beslutningerne sværere.
Af forretter kan du eksempelvis vælge alt fra skaldyrssuppe, koldrøget laks, terrine på unghave, rørt oksetatar til pocheret æg med sprødt hønseskind.
Hovedretterne på menukortet var dagens fisk, kæmpetartelet, burger, asiatisk grillspyd, oksecuvette eller cremet risotto.

Det er ikke umiddelbart nemt at gennemskue “temaet” på menukortet – måske fordi, at der egentlig ikke er ét.
Der er bogstaveligt talt noget for enhver smag, hvilken da også skinnede igennem, hvis man tog sig et kig omkring i restauranten, hvor unge veninder hyggede sig mindst lige så meget som børnefamilien eller det ældre, norske par.
Dessertmulighederne var en anelse mere overskuelige og kunne bestå af enten jordbærtærte, belgisk vaffel eller grillet sød ananas.

Tre gode valgmuligheder, der stadig burde kunne omfavne en hvilken som helst dessertgris.
Udover oksecuvetten, der kan bestilles til en merpris på 95 kr., så indgik alle retter under de 225 kr.
Velsmag uden fine fornemmelser
Men smagte det så godt?
Det korte svar må være: Ja.
Alle retter var utrolig veltilberedte, god smag og – ikke mindst – en æstetisk fornøjelse.
Det er ret tydeligt, at maden kommer fra et køkken, hvor intet er overladt til tilfældighederne.

Det er tidligere blevet nævnt, at hhv. Mads Hyllested, Kim Jeppesen og Anne Menendez blot skulle være “ansigterne udadtil” på SMAEK – men denne situation, har vist ændret sig.
På denne lune sommeraften havde SMAEK da både Mads, Kim og Anne på gæstelisten:
Mads var – efter eget udsagn – på “pommes frites holdet”, Kim stod for at tænde fakler på terrassen, mens Anne blandt andet stod for seating af de mange, mange gæster.
Vis dette opslag på Instagram
Altså ikke et A-hold, der er for fine til at træde ind, hvor det er nødvendigt – endda med højt humør.
Stemningen var generelt uformel, og det blev da ikke mindre hyggeligt, da klokken slog 22, og det blev tid til cocktails.
Aftenens DJ skruede op for musikken, og skæret fra Kims fakler lyste begejstret vores øjne op.
Terrassefesterne kører hver fredag til lørdag hele sommeren, hvor der vil være særlige tilbud på drikkevarer helt frem til kl. 03.00.
Du kan finde mere info om Restaurant SMAEK lige her.