Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

2100 frivillige står bag Hjallerup Marked: “Det er det, vi kalder Hjallerup-ånden”

Frivillige-scaled

Mens tusindvis af gæster strømmer gennem kræmmergaderne, prøver lykken i tivoliet og nyder stemningen på Hjallerup Marked, er der én ting, de færreste tænker over.

Bag kulisserne står nemlig mere end 2.100 frivillige, som år efter år får Nordeuropas største marked til at hænge sammen.

De bemander alt fra køkkener, lager og campingpladser til parkeringsområder, indgange og rengøring.

Og uden dem ville der ganske enkelt ikke være noget marked.

“Der er ingen vagter, der er vigtigere end andre. Der er ikke noget marked uden hver og en af de frivillige.

Det er noget, vi gør sammen. Det er det, vi kalder Hjallerup-ånden,” siger Jesper Lynge, der er ansvarlig for PR ved Hjallerup Marked.

Mere end bare frivilligt arbejde

For mange handler det frivillige arbejde om langt mere end at løse en opgave.

Hjallerup Marked investerer hvert år massivt i de frivillige med blandt andet fælles bespisning under markedet og en stor frivilligfest efterfølgende.

“Selvfølgelig skal man lave sit arbejde, når man er frivillig, men der skal også være plads til, at man hygger sig.

Det er også derfor, de frivillige kommer igen år efter år,” siger Jesper.

Samtidig spiller markedet en vigtig rolle for hele lokalområdet.

Overskuddet går til Samvirket, som støtter lokale projekter og initiativer i byen.

“Hjallerup Marked giver noget tilbage til byen. Pengene er blandt andet med til at finansiere projekter som eksempelvis en ny hal og andre fælles faciliteter. Det betyder meget for lokalsamfundet.”

Ifølge Jesper Lynge er markedet også et vigtigt samlingspunkt for nye borgere.

“Når der flytter nye til byen, kommer de ofte herned som frivillige. Det er et fantastisk sted at skabe relationer og blive en del af fællesskabet.”

Aldersgruppen på de frivillige spænder bredt, og mange af dem har været med i mange år.

Vi har været rundt på pladsen for at snakke med nogle af dem.

Mogens Leth Gregersen, 68 år

En af dem, der kender fællesskabet bedre end de fleste, er 68-årige Mogens Leth Gregersen.

Han flyttede til Hjallerup i 2006 og har været frivillig på markedet i 20 år. I dag er både hans kone og ene datter også frivillige.

“Når man bor i Hjallerup eller har tilknytning til byen, så er man bare med. Det er der ikke nogen diskussion om,” siger han med et smil.

Mogens hjælper i køkkenet, hvor han blandt andet tager sig af opvasken.

“Der er 140 vagter, der skal besættes bare i køkkenet. Det er imponerende, hvordan de holder styr på det hele. Det er fremragende organiseret, og der er styr på alting. Det kan jeg godt lide.”

Han har haft den samme vagt lørdag aften næsten hvert eneste år.

“Det passer bedre til mit temperament at være her i køkkenet frem for bag en bar.”

For Mogens er markedet blevet en fast del af familiens liv.

“Jeg skal være frivillig, så længe jeg kan. Jeg er selv kommet på markedet siden jeg var barn, og i dag kommer vores børn og børnebørn hjem hvert år og overnatter hos os, fordi der er Hjallerup Marked.”

2100 frivillige står bag Hjallerup Marked: "Det er det, vi kalder Hjallerup-ånden"
68 årige Mogens Leth Gregersen. Foto: Mathias Gregersen Larsen

Søren Overballe, 56 år

56-årige Søren Overballe har været frivillig i 20 år og har de seneste ti år været leder på lageret.

“Når man bor her i byen og har børn, så bliver man lige så stille en del af det frivillige arbejde. Og så har det grebet om sig, og pludselig står jeg her,” fortæller han.

I dag bruger han hele 14 dages ferie på markedet.

“Jeg har ansvar for lagerbeholdningen og indkøb. Der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed.”

Men det er ikke kun arbejdet, der får ham til at vende tilbage år efter år.

“Man får lidt en ekstra familie, og man begynder at kende de fleste. Det er bare en form for kultur, som jeg ville have svært ved at undvære.”

2100 frivillige står bag Hjallerup Marked: "Det er det, vi kalder Hjallerup-ånden"
56 årige Søren Overballe. Foto: Mathias Gregersen Larsen

Mathilde Zahl Kjeldsgård Christensen, 24 år

For 24-årige Mathilde Zahl Kjeldsgård Christensen har Hjallerup Marked været en del af livet siden teenageårene.

“Jeg har været frivillig, siden jeg var 13 år gammel.”

Hun begyndte som parkeringsvagt, blev senere el-vagt på campingpladsen, og sidste år blev hun medleder af campingområdet.

“Jeg synes, det er et fedt fællesskab, og det er fedt at være med til at stable noget så stort på benene. Og så går det jo til et godt formål.”

Hun har lagt mange timer i arbejdet op til årets marked.

For Mathilde er fællesskabet en stor del af oplevelsen.

“Man kender nærmest alle, og dem man ikke kender, lærer man at kende.

Jeg spiller selv håndbold her i byen, og i år er der nogle af de nye på holdet, som også er med som frivillige. Det er en god måde at lære hinanden at kende på.”

Og netop fællesskabet er ifølge Jesper Lynge forklaringen på, at så mange vender tilbage år efter år.

“Mange vagter bliver besat næsten med det samme, de bliver slået op. Vennegrupper, familier og hele gader har tradition for at tage vagter sammen. Det er noget, man gør i fællesskab.”

Og det er måske netop derfor, at Hjallerup Marked år efter år kan samle mere end 2.100 frivillige i alle aldersgrupper til at løfte opgaven sammen.

2100 frivillige står bag Hjallerup Marked: "Det er det, vi kalder Hjallerup-ånden"
24 årige Mathilde Zahl Kjeldsgård Christensen. Foto: Mathias Gregersen Larsen

Del artikel

Korte videoer

 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.