Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Husker du Cille?: I dag er det 20 år siden drabet på Hasseris Gymnasium

I dag er det 20 år siden, den tragiske begivenhed på Hasseris Gymnasium rystede Aalborg og sendte chokbølger langt ud over byens grænser.

Den 3. marts 2006 blev 18-årige Cecilie Næblerød dræbt af sin ekskæreste under en fastelavnsfest, og en hel generation af unge, forældre og undervisere blev konfronteret med en virkelighed, de færreste troede kunne findes her.

Det blev en dag, der brændte sig fast i mange menneskers hukommelse, og som vi er flere, der stadig tydeligt kan kalde frem.

Hvor vi var, hvad vi tænkte – og ikke mindst alle de tanker, vi sendte til de pårørende i tiden efter.

Skal bruge dagen alene

I 20 år har Cilles mor, Lisa Næblerød, forsøgt at leve videre med den store sorg, der fulgte med det værst tænkelige, der kan ske for en forælder.

Husker du Cille?: I dag er det 20 år siden drabet på Hasseris Gymnasium
Foto: Helle Thorngaard Jessen

Og den 3. marts er stadig uløseligt forbundet med den sorg.

“Det er en svær dag hvert år,” siger hun til MigogAalborg.

“Og det er næsten ubegribeligt for mig, at der nu er gået 20 år.”

Hvor tidligere årsdage ofte er blevet tilbragt sammen med nære relationer, har Lisa valgt, at netop 20-årsdagen skal være anderledes.

“Jeg kan mærke, at jeg er midt i et skifte. At jeg står et andet sted i livet nu, end jeg gjorde for bare få år siden,” fortæller hun.

“Og lige præcis i år har jeg brug for at have dagen lidt mere for mig selv.”

Et skelsættende farvel

I mange år har sorgen også haft et konkret, fysisk sted at høre til.

Men i år er noget forandret.

Sidste år traf Lisa nemlig en stor beslutning: Hun nedlagde Cilles gravsted – det, hun selv kalder “Cilles have”.

Det var ellers først i år, hun skulle tage stilling til, om gravstedet skulle forlænges eller nedlægges.

Husker du Cille?: I dag er det 20 år siden drabet på Hasseris Gymnasium

Med nedlagt blev den.

“Jeg kunne mærke, at tiden var kommet,” siger hun.

“‘Cilles have har betydet rigtig meget for både familie og venner gennem årene. Det har været et trygt sted at komme.

Men jeg havde ikke længere brug for et fysisk sted for hende længere.

Jeg ved, at hun er med os overalt.”

Derfor har hun i år heller ikke et bestemt sted at gå hen for at markere dagen.

Det oplever hun heller ikke som nødvendigt længere.

“Cille er i alt, hvad jeg foretager mig. I min hverdag, i relationerne omkring mig, i de valg jeg træffer.

Det er dér, jeg mærker hende nu,” siger hun.

Nytåret begynder nu

Selvom 20 år er gået, fylder den 3. marts stadig meget i Lisa Næblerøds liv.

Derfor tager hun fri fra arbejde og sørger som regel for at have mulighed for at være sammen med tætte venner eller familie – hvis hun kan mærke, hun har brug for det.

“Jeg ved aldrig helt, hvordan jeg har det, før jeg vågner den morgen,” fortæller hun.

“Nogle år fylder sorgen meget. Andre år er den mere stille, men den er der altid.

Så jeg prøver at give mig selv ro og plads til de følelser, der dukker op.”

Også Cilles fødselsdag den 10. januar, hvor hun i år kunne være fyldt 38 år, er en dag, der kræver ekstra overskud at komme igennem.

“Det er aldrig 1. januar, at mit nye år begynder,” siger Lisa.

“Jeg skal igennem både hendes fødselsdag og dødsdag, før jeg kan mærke, at jeg er klar til at træde ind i et nyt år.”

Har arbejdet med sorg lige siden

Siden datterens død har sorgen været en fast følgesvend for Lisa, men også en tydelig drivkraft.

Hun har gennem årene arbejdet med coaching, personlig udvikling og som sorggruppeleder i Kræftens Bekæmpelse, og hun har gået Caminoen flere gange.

For fem år siden medvirkede hun i den nu prisvindende podcast “Cilles sidste dag”, og netop nu er hun i gang med at skrive en praktisk håndbog om sorg med flere relevante medskribenter.

Podcasten kan stadig lyttes til her.

“Sorgen forsvinder aldrig,” siger Lisa Næblerød.

“Men virkeligheden uden om sorgen vokser og bringer nyt liv med sig.”

Et stort skifte

De seneste år har budt på store personlige forandringer, og særligt op mod 20-året for drabet har Lisa mærket et skifte.

Hun har opsagt sit lejemål Hirtshals og søger nu tilbage mod Aalborg, hvor hun leder efter et lille sted tæt på naturen – og tættere på sin familie.

Lisa er mormor/farmor til to små børnebørn, som bor i Aalborg og på Sjælland, og som hun er meget knyttet til.

“Jeg har løbet stærkt i 20 år. Måske uden helt at opdage det,” siger hun.

“Nu kan jeg mærke, at jeg har brug for mere ro, stabilitet og natur omkring mig.”

Samtidig begynder hun også at give plads til at Lisa kan blive en endnu bedre udgave af sig selv.

“Jeg har givet slip på mange ting i den sidste tid – på gamle mønstre og måder at gøre tingene på.

Jeg er klar til at starte et nyt kapitel for mig selv,” slutter hun.

Cecilie Næblerød blev 18 år gammel.

Del artikel

Korte videoer

 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.