Mangler 150 mio. til ny bro: Nu beder Aalborg Kommune staten om hjælp
Det er fortsat planen at bygge endnu en bro, der går over Limfjorden og forbinder Aalborg med Nørresundby.
Cykel- og gangbroen skal gå fra Musikkens Hus over til Stigsborg Brygge-området og vil supplere Kulturbroen samt Limfjordsbroen, hvor den skal lette mobiliteten over fjorden.
Der mangler dog et trecifret millionbeløb i budgettet, som man nu beder staten om hjælp til at finansiere.
Minister er positivt indstillet
Den samlede pris for at etablere den nye bro vurderes til at være 400 millioner kroner.
Da planerne om den nye bro tog form tilbage i 2020, lød det, at Aalborg Kommune spæder til med 100 millioner, Stigsborg P/S også med 100 millioner, hvoraf de resterende 200 millioner skulle findes blandt fonde og private virksomheder og fonde.
Det har vist sig sværere end ventet, og derfor har Aalborg Kommune nu søgt om hjælp:
“Vi havde udfordringer med at finde resten af finansieringen. Så kom der et forlig om, at man vil fremme cyklisme med tre milliarder fra 2022-2035.
Jeg har i den forbindelse snakket med transportministeren (Thomas Danielsen (V), red.), der er positivt indstillet ift. at finansiere projektet, som leder til, at vi har sendt de her ansøgninger om 150 millioner kroner ind til Transportministeriet,” udtaler Rådmand Jan Nymark Thaysen (V) til MigogAalborg.
Hvis København kan, kan Aalborg også
Selvom det er en god sjat penge, så er Jan Nymark Thaysen optimistisk omkring udsigten til at få grønt lys fra Transportministeriet:
“Københavns Kommune ansøgte om midler til et lignende projekt ved Refshaleøen, hvor staten smed 150 mio. i det projekt.
Det lagde vi mærke til og tænkte, at når man kunne derovre, kan vi nok også herovre,” udtaler rådmanden.
Hvis de 150 millioner bevilges til projektet, mangler der 50 millioner.
Dem forventer man dog fortsat selv at hente hjem:
“Vi er meget sikre på, at vi kan sikre de sidste fra lokale fonde, hvor flere allerede har udvist interesse i at give tocifrede millionbeløb,” fortæller Jan Nymark Thaysen.
Skal løfte aktivitetsniveauet
Broen skal hjælpe til at binde Aalborg og Nørresundby endnu bedre sammen.
Kulturbroen vest for Limfjordsbroen har bevist værdien, og med det nye område på Nørresundby-siden, Stigsborg, skal en ekstra bro binde den del sammen med Aalborg også.
“Kulturbroen har over 1.000 cyklister om dagen, og derudover er der alle de gående og dem med barnevogn.
Vi forventer noget af det samme her med den nye bro,” fortæller Jan Nymark Thaysen, der også ser frem til de muligheder og fordele, projektet åbner op for:
“Det giver merværdi til området og gør boligerne på Stigsborg nemmere at sælge. Det er også en god måde at få mere sammenhængskraft i Aalborg mellem bydelene.
Der er pludselig kun få hundrede meter fra Østre Havn til Nørresundby.”
Broens landing på Nørresundby-siden vil gå ud ved den nye Fjordplads, hvor der vil være vandaktiviteter og caféliv.
Forhåbningen er, at broen på den måde vil bidrage til at løfte aktivitetsniveauet.
Krydstogtsskibe kan også sejle igennem
Broen giver en række nye muligheder og giver umiddelbart ingen begrænsninger.
Alt lige fra almindelige sejlskibe med mast til de helt store krydstogtsskibe kan nemlig fortsat passere broen.
Den vil få en stibredde på minimum 6,5 meter, så der er god plads til at cykle, gå, løbe, stå og sidde på opholdsplatforme undervejs.
Ydermere kan broen designes med en ikonisk arkitektur, som kan blive et vartegn for byen og et ikon for den grønne omstilling af Aalborg.
Jan Nymark Thaysen forventer, at budgettet til broen kommer med i budgetdrøftelserne i 2026, men måske kan det lade sig gøre før det.
Når der er styr på økonomien, er forventningen, at de tager omkring tre år med projektering, miljøgodkendelser og myndighedsbehandlinger, før broen står klar.