15 til 20 gerningsmænd: Fransk turist hårdt kvæstet efter overfald i Aalborg

En voldsom episode i Aalborgs natteliv har sendt en fransk turist på skadestuen med alvorlige skader.
Kort efter midnat natten til fredag blev en 30-årig mand fra Frankrig angrebet og hårdt kvæstet under en episode i Maren Turis Gade.
Det oplyser DR.
Et umotiveret overfald
Ifølge Nordjyllands Politi var den franske turist sammen med en dansk ven, da de ville besøge et værtshus. Her blev de ifølge deres egen forklaring umotiveret overfaldet af en gruppe på mellem 15 og 20 personer.
Den franske mand har forklaret, at han blev slået med en flaske og modtog både slag og spark.
Overfaldet resulterede i alvorlige skader for turisten, der på Aalborg Universitetshospital måtte syes med flere sting i panden. Derudover har han fået konstateret en brækket ryghvirvel og bøjede ribben. Den danske ven slap fra episoden uden alvorlige skader.
Ingen anholdte
Politiet har allerede sikret sig videoovervågning fra området, som ifølge vagtchefen bekræfter de to mænds forklaring.
“Vi har ikke anholdt nogen på nuværende tidspunkt, men vi efterforsker og arbejder videre med sagen,” fortæller vagtchef Martin Møller fra Nordjyllands Politi.