Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Gik fra trappevask til erhvervskonge: Nu er Thomas kaptajn på piratskibet

Af Michael Qureshi
Thomas Bjuring
Thomas Bjuring

Det var i februar, at Thomas Bjuring virkelig fik opmærksomhed på landsdækkende tv. TV2’s populære underholdningsprogram Natholdet med Anders Breinholt som vært grinede over en jubelscene i Aalborg Pirates omklædningsrum.

Her gik Thomas Bjuring ”amok” på den gode måde i en kæmpe jubelrus, hvor han væltede borde og kastede rundt med sportstasker efterfulgt af store klapsalver fra en samlet spillertrup.

Det er den slags passion, der giver respekt blandt elitesportsmænd. En direktør der ikke er bange for at vise følelser og leve sig helt ind i sporten.

Den samme respekt blot 35-årige Thomas Bjuring har opnået i Aalborgs erhvervsliv, hvor han egenhændigt har bygget en stor virksomhed op i BK Rengøring. Derudover har han har været involveret i flere succesfulde virksomheder og investeringer.

Der er også respekt blandt fansene i Aalborg Pirates. For halvandet år siden truede konkursen for Aalborgs ishockeyhold, og klubben var i knæ. Efter Thomas Bjurings ankomst i direktørstolen samt enormt hårdt arbejde fra administrationen og bestyrelsen melder Pirates for første gang i klubbens historie om sorte tal.

Vi sidder i et par bløde lædersofaer i kælderen i Gigantium. I det allerhelligste i Pirates. Spillernes omklædningsfaciliteter. Man mærker lynhurtigt, at Thomas Bjuring har et ekstra gear end de fleste andre mennesker. Det gear der blandt andet gjorde ham til Europamester i karate og verdens tredjebedste i sporten.

Det har han overført til erhvervslivet. Han opbyggede i en ung alder BK Rengøring, som i dag er en velrenommeret servicevirksomhed med 50-60 ansatte og millionomsætning.

Derudover leverer Bjuring prangende resultater med at tænke ud af boksen i en sportsklub.

I et tæt samarbejde med Pirates-bestyrelsen førte Thomas Bjuring de nye tanker ud i livet, og pludselig fik skibet en smule vind i sejlene.

”Med historien in mente, ventede der naturligvis en meget svær opgave. Jeg var da betænkeligt ved at sige ja, men sammen med bestyrelsen og store ildsjæle i klubben fik vi sammen tegnet nogen linjer for fremtiden som samtidig gik fint i spænd med de mange gode ting som allerede var tilstede i klubben. Hvis man vil nå målet med at drive en eliteishockey-klub med ishockey som eneste indtægtskilde, så er man nødt til at arbejde med produktet på en alternativ måde.

Selvfølgelig skal vi ikke åbne blomsterbutik eksempelvis for at skabe indtægter på andre måder, men det er vigtigt, at man prøver at gøre tingene lidt anderledes. Det har for eksempel været vigtigt for mig fra dag et, at   aktivere vores sponsorater således, at alle parter får noget ud af det,” fortæller Thomas Bjuring.

Aalborg Pirates spiller også i den kommende sæson i landets bedste ishockeyrække. Men Thomas Bjuring understreger, at der stadig venter benhårdt arbejde.

”Klubben skal stadig kæmpe meget hårdt, og der er lang vej igen. Vi er enorm afhængige af gode samarbejdspartnere og de mange hårdt arbejdende ildsjæle i og omkring klubben. Vi går nogle svære år i møde. Jeg vil sige, at de kommende tre år kommer til at definere fremtiden for Aalborg Pirates.

Men vi er kommet langt i forhold til for bare et år siden. Der kravlede vi ind på vores knæ til et møde, og vi kravlede også ud igen. Tilliden var forståeligt i bund, og det har krævet sindssygt meget at genopbygge den tillid til sponsorere,” forklarer den karismatiske direktør.

Aalborg Pirates

Det var Aalborg Pirates, der var initiativtager til CoolEast-koncerterne som hentede Medina, Tøsedrengene og Burhan G mfl. til en gratis koncert i Gigantium. Dagen forinden var der stor børnekoncert med MGP-stjerner. De populære koncerter, som samlede flere tusinder aalborgensere, var sponsoreret af Pirates samarbejdspartnere og sponsorere i et nyt og innovativt koncept i form af klubbens nye hovedsponsor Cool East, som består af en lang række store virksomheder fra Aalborg.

”Jeg hørte Klaus Ringgaard fra Alabu Bolig sige på tv, at normalt får man en bande og VIP-platte som sponsor i en sportsklub. Her var de pludselig med til at give en gave til hele byen, Aalborg Øst og deres ansatte. Det er vel noget nær maksimal værdi ud af et sponsorat,” siger Thomas Bjuring.

Det er lidt ironisk, at Bjuring er endt som direktør i en ishockeyklub i Danmarks bedste liga. Han har dyrket elitesport, men aldrig nogensinde spillet en ishockeykamp.

Derimod var han blandt verdens allerbedste karatekæmpere, da han var i starten af 20’erne. Han flyttede fra Esbjerg til Aalborg som 17-årig for at træne under Allan Busk, som er en af de bedste trænere i kampsport.

”Allan har betydet rigtig meget for min udvikling både i karate og som menneske. I 2001 blev jeg Europamester, og et par år senere blev jeg nummer tre i verden som 23-årig. Jeg har haft elitesport inde under huden, siden jeg var knægt, men jeg stoppede allerede karrieren som 26-årig.

Jeg var en stor mand, så jeg kæmpede i heavyweight-kategorien, og jeg blev hurtigere slidt i de tunge klasser. Jeg kunne ikke træne på samme niveau som tidligere, og så er jeg sådan måske lidt forfængelig, at hvis jeg ikke kan være den bedste, så gider jeg ikke,” lyder det åbent og ærligt fra Pirates-direktøren.

Lidt kuriøst er det, at Thomas Bjuring, siden den dag han stoppede, aldrig har trænet karate lige siden. Der er en helt speciel aura omkring ham, når man sidder med ham i et rum.

Nogen kunne måske misforstå det med arrogance. Han taler skarpt og præcist. Han er godt selv klar over, når han leverer et godt citat. Men det er ikke arrogance. Det er vindermentalitet.

Et godt eksempel er, da Thomas Bjuring blev bidt af Ironman-sporten efter han havde droppet karate. Han ville gennemføre en Ironman-distance under 10 timer, men hverken kolleger eller venner troede på, at det kunne lade sig gøre.

”På det tidspunkt bestred jeg to direktørjobs og var samtidig idrætspolitiker i Danmarks Idræts Forbund. Og nu ville jeg klare en Ironman på en vanvittig tid for en amatør. Der var ingen, som troede, jeg kunne gøre det. Men det tændte en ild i mig.

Jeg startede med at hyre Danmarks bedste triatlet på det tidspunkt Martin Jensen. Så begravede jeg mig ellers i halvandet år, hvor jeg isolerede mig fra alt andet end arbejde og sport. Jeg stod op klokken 5 og trænede første gang. På job fra 7-19, og da jeg kom hjem tog jeg ud og trænede i to timer. I weekenderne trænede jeg fem timer om dagen,” forklarer Thomas Bjuring.

Man gætter næsten selv, hvordan Bjuring klarede sin Ironman.

”Jeg gennemførte det på ni timer og 40 minutter, og som amatør med to store direktør job ved siden af, så er det ret godt gået, hvis jeg selv skal sige det. Men det kostede selvfølgelig også på privatfronten. Man kan ikke have en kæreste eller familie og leve på den måde,” forklarer Bjuring, der ikke har børn men håber det kommer inden for en overskuelig fremtid.

Det var allerede i studietiden, at Thomas Bjuring grundlagde BK Rengøring, som i dag er en stærk Aalborg-virksomhed, hvor han stadig står for storkunde-kontakten.

Det var dog på samme måde som med Ironman-træningen benhårdt arbejde at få banket sin egen rengøringsvirksomhed i gang.

”Jeg rendte rundt i mine løbesko og smed flyers i postkasserne. Jeg vaskede selv trapperne og knoklede for at udføre arbejdet og hente nye kunder ind. Det voksede ret hurtigt, og jeg tror, at det er fordi, at jeg forstod at rengøring ikke bare handler om en moppe og en spand. Det handler om at forstå, at ved en trappevask er der tre-fire led, hvor alle skal være tilfredse.

Det handler om, at når du laver fejl, og det gør du uanset hvad du siger, at du så lærer af dem og håndterer det bedre næste gang. Det handler om at kunne se brugerne i øjnene og ikke ham du lavede kontrakten med, for det er dem, der først og fremmest skal være tilfredse.”

I ungdommen var der ikke plads til luksus i Bjurings liv, så han har fra en tidlig alder været en driftig herre med et fokuseret mål på at skabe succes i erhvervslivet.

”Jeg plejer at sige, at penge ikke er alt. Men det er en utrolig god motivationsfaktor. Da jeg var yngre involverede jeg mig gerne i rigtig mange projekter, men jeg holder større fokus på de ting, jeg virkelig brænder for nu. Hvis man først har mig inde, så får man mig også 100 procent med alt hvad det indebærer,” forklarer Bjuring.

På længere sigt håber han igen, at Aalborg kan prale af tre storhold i tre forskellige sportsgrene.

”Aalborg er en fantastisk sportsby, og der er så meget potentiale i byen. Selvfølgelig skal Aalborg være store på fodbold, håndbold og ishockey. Vi har to storebrødre i AaB og Aalborg Håndbold. Vi lader os inspirere af vores storebrødre og ser op til dem, men vi vil også gerne være den lidt irriterende lillebror som også kan nogle ting, som de andre ikke har tænkt på og som laver lidt rav i gaden,” siger Thomas Bjuring.

Efter halvanden time i selskab med Thomas Bjuring kan man ikke undgå at blive lidt selv inspireret af hans stærke moral og mentalitet. Han er en høj mand, og selv inde i Gigantium virker han lidt gigantisk. Man forstår, hvorfor Pirates er lykkelige for deres stærke direktør.

Se det vilde klip på Natholdet med Bjuring  – klik her

Husk at følg Aalborg Pirates på Facebook med nyt om spillere og den kommende sæson

Fik I læst succes-historien om Aalborg-parret bag SushiSushi og SushiMania-kæden?

Den vilde historie bag Aalborg-parrets imperium: Sinne kunne slet ikke lide Sushi

Del artikel

Andre læser også