Gastromand anmelder Rositas Bistro: Rygterne talte sandt – det er en lille perle

Skrevet den 14. september 2016 kl 14:30 Af Gastromand

Det boomer med nye restauranter i Aalborg! Det virker lidt som om, at det har en selvforstærkende effekt, at flere og flere åbner, hvilket jo er fantastisk i sig selv!

Men der er også flere af de etablerede steder, som gør det rigtig godt i byen. Vi er flere gange blevet tippet på migogaalborg.dk redaktionen om Rositas Bistro, og derfor var det på tide at teste, om rygterne talte sandt omkring dette lille sted.

De har været lidt under radaren på markedsføringsfronten, men der er altid fuldt hus i weekenden og oftest også udsolgt onsdage og torsdage. Så det må være mund til mund metoden, der er brugt.

Rositas har dog høstet adskillige roser på dinnerbooking.com

I juni 2016 blev Rositas Bistro blandt andet kåret til den restaurant med de gladeste gæster i hele Danmark foran bl.a. Søllerød Kro.

Man skal nødvendigvis ikke tage det bogstaveligt, at det så er den bedste, men det er i hvert fald et godt pejlemærke på, at gæster der besøger Rositas er meget tilfredse – og ikke mindst gode til at udfylde spørgeskemaer.

Rositas startede egentlig som en take-away tapasbar, men det fungerede ikke optimalt. Derfor valgte ejeren John Bülow (nej, ikke ham med lakridserne) at begynde at lave mad.

Som jeg ser det er retterne fransk inspireret, hvilket passer glimrende til mit temperament.

Lad det være sagt med det samme, Rositas er vildt hyggelig og minder mest af alt om at træde ind i et privat hjem. Bistroen er indrettet med små borde, levende lys og kan i alt have 42 gæster fordelt på 3 mindre lokaler.

rositas-borde

Vi bliver i bedste datestil vist til vores bord, og en høflig engelsktalende tjener med glimrende humoristisk sans forklarer os konceptet – 3 retter med vin for 500 eller samme omgang plus bobler, snacks og en afsluttende cocktail for 600. Jeg er egentlig i feststemning og min Gastromand-medspiser Anders Damm siger per definition aldrig nej til sprut, så vi er naturligvis klar på sidste.

At jeg, allerede inden vi sætter os til bord, forklarede et par gæster, som var gået udenfor til en lille rygepause, at jeg ventede på min “partner”, gør bestemt ikke det kommende associationer bedre – men here goes.

Vi bestiller 6 retter, som vi deler på halvvejen, og ja – det kan man sgu da godt, selvom det er to mænd, ikke? At Anders så aldrig nåede at smage min dessert, må jeg beklage – den røg sgu for hurtigt ned. Men sådan fungerer det altså bedst – man vil jo gerne smage det hele.

Efter et par glas Cava og snacks – brød med to slags pesto og peanuts, som nok ikke var det mest innovative, vi har oplevet til dato, får vi første glas vin.

Vi spotter hurtigt, at det må være fra D’Wine og en gammel kending i form af hvidvinen Tresolmos, som du bør smage, når du får chancen, serveres til forretten.

Dampede torskekæber, rødløg, sødt og smørsauce og stegt foie gras med syltet pærre, hindbær og balsamico er vores første retter. Det er vel første gang, jeg får serveret torskekæber i Aalborg – (beklager hvis nogen er blevet overset) så det er kærkomment og efter lidt ekstra salt, smager det glimrende! Vi gentager lige med lidt ekstra salt til vores foie gras, som så bliver en god første ret.

Tjeneren kommer kort efter forbi og forklarer os, at næste ret først kommer, når han spotter at glassene er tomme. Jeg skal køre, så Anders bunder hurtigt det hele.

Tjeneren kommer tilbage med et par flasker vin og forklarer, at vi lige kan smage, og hvis det ikke er i vores smag, så finder han noget andet – godt gået! På trods af, at vinen er for varm til min smag, så er det et par gode flasker – ham Kristian fra D’Wine kan altså det der med spansk vin!

Hovedretten er braiseret svinekæber med krølle, sødt og surt i egen sky og tournedos, krydderkrokette med peber- eller sherrysauce. Svinekæberne er møre som smør, måske endda næsten for meget, hvis det er muligt? Sovsen dertil er god og kraftig og den dijonsennep, som er brugt, sætter lige ekstra skud på retten. Vores tournedos er ganske fin – god størrelse og med en lækker glace på toppe af figner, som samler retten.

Så er vi nået til desserten, hvor min medspiser får ost fra Arlas Unika produktion i 5 udgaver samt hjemmebagt knækbrød. Jeg er til desserter, så det er Creme Bruleé, den står på! Jeg når desværre at inhalere hele svineriet, imens tjeneren præsenterer osten.

Nu er Anders heldigvis ikke til desserter, så han tilgiver mig. Det er en lækker dessert og til at balancere det søde, er der en syrlig hindbærpuré. Osten er glimrende og veltempereret.

Cocktails! Vi får afslutningsvis et par cocktails, og der er sgu rigeligt at vælge imellem! Jeg går efter en Godfather og Webmasteren kører GT.

Efterfølgende går vi lige en runde og ser restauranten. Det minder mig lidt om den “hemmelige restaurant”, jeg besøgte i London – The Disappearing Club, hvor man sidder helt tæt, hygger og nyder en aften sammen – denne del har de fuldstændig styr på hos Rositas.

At det er et italiensk navn, primært franske retter og spanske vine, forstår vi nok ikke helt – men som ejeren så kækt svarede, da vi spurgte – “Det fungerer jo!” – det har han ret i – og prisen kan ikke skræmme nogen!