Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Chokolade-bollerne er legendariske: Nu flytter Slotsbageren snart

Af Michael Qureshi

Der findes en Facebook-gruppe, der hedder “Har Slotsbageren åbent i dag”.

Der har ikke været den store aktivitet siden december 2014 men følges af 6700 aalborgensere. Det er rigtig mange Facebook-følgere på et forholdsvis snævert emne.

Men Slotsbageren er kult og cool i Aalborg. Flere gange om ugen passerer vi på redaktionen den lille butik i Slotsgade, hvor der stort set altid er flere meters kø uden for. Hvis den er åben vel og mærke!

Det handler i høj grad om chokolade-bollerne. De er legendariske i Aalborg. Det er de færreste bagere, der har evnen til at efterligne lige præcis den smagsoplevelse, og det er en af grundene til, at Slotsbageren er blevet så populær.

Men snart er det flyttetid for kult-bageren. Siden 2009 har den ligget i Slotsgade, men nu er der flytteplaner.

migogaalborg.dk fik fat i indehaveren Abdalla, der selv står fra morgen til aften og bager det lækre brød, kagerne og ikke mindst choko-bollerne. Abdalla er en sympatisk fyr, og han kunne afsløre, at der ikke går længe, før Slotsbageriet rykker fra Slotsgade.

Hvad er flytteplanerne for Slotsbageren?

“Vi har fået nogle større lokaler på Boulevarden 5. Jeg har selv brugt en del tid i den forretning på at hjælpe med at renovere og gøre den klar til åbning. Vi har endnu ikke sat en åbningsdato på, men hvis det kan blive omkring december, så er vi glade.”

Aalborg Slotsbager
Det er her på Boulevarden 5 ved siden af London Pub, at Slotsbageren flytter hen

Hvorfor flytte når I er så populære i Slotsgade?

“Jeg vil gerne understrege, at jeg har en stor kærlighed til den butik i Slotsgade. Jeg elsker simpelthen den beliggenhed, vores naboer og ikke mindst de mange dejlige kunder, der kigger ind. Men nogle gange trænger man til fornyelse, og vi synes, at det er på tide, at vi får mulighed for at præsentere, hvad vi kan i en større butik.”

 

Lukker I så butikken i Slotsgade ned, når I åbner på Boulevarden?

“Det har vi endnu ikke besluttet. Jeg ved selv fra tidligere, at det er meget omfattende og enormt krævende at drive to butikker på samme tid, men igen så betyder butikken i Slotsgade meget for os. Vi må se, hvad der sker.”



Det er sådan lidt sjovt, at man aldrig helt ved, hvornår I åbner og hvilke dage. Der findes også en Facebook-gruppe omkring det. Hvad tænker du om det?

“Jeg arbejder meget og ofte mange timer om dagen. Derfor er jeg også træt nogle dage og har brug for at slappe af, og så holder vi lukket. Vi er kun rigtig glade for, at kunderne lægger mærke til, om vi har åbent eller ej. Det må jo betyde, at vi gør noget godt.”

slotsbager aalborg

Hvad er der med de chokolade-boller som er så berømte her i byen. Hvordan laver du dem?

“Det handler ikke om en hemmelig opskrift eller noget i den stil. Jeg har været bager i 17 år. Jeg er selv fra Libanon, og allerede i min ungdom var jeg meget interesseret i at bage. Så det handler om kærligheden til brødet og vide hvornår brødet er svampet og lækkert nok.

Det handler om mængden af ingredienserne, og det handler om hvorvidt brødet har stået og hævet i halvanden time eller i ti timer. Mange små ting gør en forskel, når man bager, men jeg er selvfølgelig utrolig stolt og en glad mand over vores mange dejlige kunder, som sætter pris på vores chokolade-boller og andre ting i butikken.”

Hvad betyder det for dig at se, der står en kø uden for butikken næsten hver gang, du har åbent?

“Det betyder, at jeg har glade kunder og mange af dem kommer igen. Det er næsten den største ros, du som bager kan få.”

Fik du læst?

Sej kvinde: Stine fra Aalborg løb 246,8 km på rekordtid

Del artikel

Andre læser også