Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Aalborg-firma hitter i udlandet: Laver tøj på en helt ny måde

Af Michael Qureshi

Af Kathrine Larsen

Bæredygtighed hitter lige nu. Better World Fashion er en virksomhed, som fra starten har haft stor fokus på at inkorporere bæredygtighed ind i deres produkt. Virksomheden har eksisteret siden 2014, og er nu klar til at fremvise deres første kollektion af læderjakker på Aalborg Bæredygtighedsfestival i morgen, lørdag d. 10. september.

Firmaet producerer læderjakker, der er skabt af genbrugt skind, plastic og metal, for at minimere de negative miljøeffekter så meget som muligt. Alle materialerne brugt til at producere jakken er så tæt på 100% genbrugeligt som muligt.

Better World Fashion

For Reimer Ivang, en tredjedel af grundlæggerne af Better World Fashion, er det vigtigt ”at man ikke behøver at gå på kompromis med miljøet for at gå moderigtigt klædt”.

Virksomheden, som har base i Nørresundby, har allerede oplevet stor interesse for deres spændende bæredygtige produkter.

”Vi er blevet kontaktet af både engelske og amerikanske medier, blandt andet The Guardian, som har været interesseret i vores virksomhed og vores produkter, og vi er også blevet inviteret til Washington” fortæller Reimer Ivang.

Han fortæller videre om folks reaktioner på jakken ”Det ligner jo ikke en genbrugsjakke, det ligner en helt ny jakke, siger de. Men det er heller ikke en genbrugsjakke, det er en ny jakke, der er produceret af genbrugsmateriale. Desuden er læder jo et fantastisk materiale, der kun bliver bedre med tiden”.

Det bæredygtige aspekt er kun en del af jakken. Jakken kommer også med en historie. Hver enkelt jakke kommer med et unikt serienummer og en instagramlignende profil.

Her vil indehaveren kunne følge med i jakkens historie, såsom hvad den er lavet af, hvor den kommer fra, hvem der havde den før, og hvor meget man har sparet miljøet. Indehaveren vil derefter selv være i stand til løbende at tilføje deres egne minder til profilen, så historien lever videre, og man selv er en aktiv del af det.

”Hvis man beslutter sig for, at man vil have en ny jakke, kan man få 50% i rabat på den nye jakke, hvis man indlevere den gamle. Den gamle jakke, eller dele af den, vil herefter få en ny ejer, og historien vil leve videre” fortæller Reimer Ivang videre.

Better World Fashion

Modtagelsen har da også været fantastisk for Better World Fashion. De fortæller, de har set sig nødsaget til at sælge prototyper af deres jakker, fordi efterspørgslen har været så stor.

Man kan møde Better World Fashion til Aalborg Bæredygtighedsfestival på Gabels Torv i morgen, lørdag, fra 10-16, hvor de inviterer til verdenspremieren på deres bæredygtige læderjakker, og der vil være økologisk kaffe til de nysgerrige.

Better World Fashion’s, Reimer Ivang, synes at Aalborg Bæredygtighedsfestival er et fantastisk tiltag, da han mener, der er behov for et større fokus på, hvordan vi behandler naturen.

”Hvis hele verdens befolkning havde de samme forbrugsvaner som danskerne, ville vi skulle have 5-6 nye verdenskloder. Vi lever i et køb og smid væk-samfund, og vi vil gerne være en del af en bevægelse, hvor man sætter større værdi i de ting, man køber” forklarer Reimer Ivang.

Aalborg Kommune har siden 2013 afholdt Aalborg Bæredygtighedsfestival, som et forsøg på at sætte fokus på de mange spændende og bæredygtige initiativer i kommunen, og dermed også inspirere til en mere bæredygtig adfærd.

I løbet af festivalen vil virksomheder, institutioner og privat personer komme med deres bud på, hvordan vi kan blive bedre til at passe på miljøet. Disse vil kunne mødes rundt om i byen blandt andet på Gabels Torv, Gammel Torv og Toldbods Plads.

Man vil kunne opleve mange forskellige ting, lige fra bæredygtig mad, møbler, mode, landbrug til sågar en Ellert-fremvisning. Der vil også være sjove aktiviteter for børnene, hvor de kan lege og lære om bæredygtighed.

Som en del af festivalen vil Aalborg Kommune uddele Aalborg Bæredygtighedspris til en person, virksomhed, organisations eller lignende, som har gjort en indsats inden for bæredygtighed. Sidste års vindere var en gruppe på fem piger fra Mou skole, som havde udvist stor interesse, initiativ og engagement for skolens overgang til en mere bæredygtig hverdag.

Bæredygtighedsfestivalen starter i morgen, lørdag d. 10., og kommer til at løbe en helt uge frem til lørdag d. 17. september, hvor der vil være aktiviteter og noget at opleve hver dag.

Du kan læse og se mere af Better World Fashions produkter her

Se hele programmet for Aalborg Bæredygtighedsfestival her

Fik du læst?

Nordjyllands dyreste lejlighed solgt i Aalborg: Så vild er den

Aalborg lejlighed
Foto: Thorkild Kristensen Ejendomsmægler

 

Del artikel

Andre læser også